5 spændende tomater, vi vil dyrke

Spændende tomater

Vil du prøve nye og anderledes tomat-sorter af i år? Vi guider dig til 5 af redaktionens favoritter!

Torsdag, 5. april 2018 - 8:50 - af Nanna Teckemeier. Foto: Jytte Boch Andersen, Fuglebjerggaard og Nanna Teckemeier.

Tomater er en skøn klassiker, som mange dyrker i drivhuset år efter år. Hos Alt om haven er vi vilde med at teste nye, spændende sorter for at finde frem til, hvilke slags der fortjener en fast plads i tomat-sortimentet - og med de mange forskellige sorter, der findes, er der nok at gå i krig med! Her kan du læse om 5 af redaktionens favoritter.

NYHED: FÅ FLERE TIPS TIL HAVEN PÅ ALT OM HAVENS YOUTUBE-KANAL

Dark Galaxy

Skal der prøves noget nyt i år, er tomaten - med et lokkende navn 'Dark Galaxy' - et godt bud! Den har et usædvanligt, meget flot stribet skind med små stjerneformede nister og beskrives som havende en intens, syrlig-sød, næsten ketchupagtig smag. Planten bliver mellemhøj og giver tomater fra først i august til sidst i oktober. 

Dark Galaxy

'Dark Galaxy', en pose økologiske frø, 28 kr. (Fuglebjerggaard).

Se også: Tjekliste - gør dit drivhus klar til sæsonen

Vintage Wine

Cherrytomater er lækre, men der er også noget tilfredsstillende ved at høste en ordentlig krabat af en tomat. Bøftomaten 'Vintage wine' er en rigtig moppedreng med frugter, der kan komme op på en kampvægt på 500 g og derover. Den har flot, stribet skind, der changerer fra grøn over pastelrose til rød, og skal dyrkes i drivhus for at give et godt udbytte. 

'Vintage Wine', en pose med frø, 24 kr. (Albinus Frø).

Yellow Pear

'Yellow pear' er en gammel sort, også kaldet en heirloom-sort, som får små, gule, pæreformede tomater på størrelse med cherry-tomater. Smagen er meget sød og aromatisk, selv når den er høstet grøn og eftermodnet i vindueskarmen, som ofte er de sidste tomaters skæbne. Den kan dyrkes på en solrig plads på friland og vokser sig hurtigt stor, så den skal knibes omhyggeligt, hvis man har den i drivhus, eller pladsen er begrænset.

Yellow Pear

'Yellow Pear', en pose frø, 16 kr. (Bjarnes frø og planter).

Sungold

Alt om havens havemand, Kenn Römer-Bruun kårer denne sort som sin tomatfavorit. 'Sungold' er en orange cherrytomat til drivhus eller friland, som, ifølge Kenn, ikke har sin lige i hverken smag eller udbytte.

'Sungold', en pakke frø, 30 kr. (Impecta).

Læs også: Sådan dyrker du tomater med succes

Indigo Rose

Grøntsager i udsædvanlige farver hitter, og en klassiker blandt de mere excentrisk udseende tomater er 'Indigo Rose'. Dens lilla skind kan blive næsten helt sort, hvis planten får en varm og solrig placering. Under skallen er den dog rød, så den har størst chokeffekt, før du skærer den ud. Dyrk den gerne under glas.

'Indigo Rose', en pose frø, 14 kr. (Albinus Frø).

Læs også:

Idéer til fuglemad