6 tips til succes med lavendel

6 tips til succes med lavendel

Lavendler er et smukt indslag i sommerhaven, hvad enten man vælger den robuste og velduftende ægte lavendel eller den sarte, storblomstrende sommerfuglelavendel. Få vores bedste tips til dyrkning her

Fredag, 29. juni 2018 - 12:35 - Af Susie Helsing Nielsen. Foto: Kira Brandt, Tia Borgsmidt og Frank Kirkegaard.

Den duftende lavendel er en skøn plante, du hurtigt bliver gode venner med, hvis du inviterer den ind i din have. Lavendler er nemlig både nøjsomme og nemme at formere. Plant den under roser, sammen med krydderurter eller som en lille hæk langs kanten af bedet, terrasser, stier og husets sokkel, ligesom de kan pryde store krukker og altankasser.

Lavendel er let at få til at trives

Ægte lavendel skal helst plantes om foråret, men du kan gøre det indtil august. De skal stå i en mager, veldrænet, tør jord for at trives. Står de fugtigt med rødderne, vil de gå til. Hvis jorden er meget lerholdig på voksestedet, kan du tilføre jorden noget groft sand eller grus, inden du planter.

For at få optimal blomstring skal du stille din lavendel i fuld sol. Vand dem godt til, når de er plantet, og vand herefter kun, hvis du kan se, at jorden bliver tør. Vander du for meget, vil de få et dårligere rodnet, end hvis de holdes til den tørre side. Gød ikke lavendlerne, de er meget nøjsomme og bliver pænest, hvis de ikke forkæles med vand eller gødning. Fra efteråret kan planterne klare sig selv med hensyn vand. Afhængigt af art og sort er lavendlens blomstringstid fra juni til august.

Lav selv flere lavendler
Ægte lavendel er let at formere, så en enkelt plante kan hurtigt og billigt blive til en lille lavendelhæk eller en tæt række af kantplanter. 

Du kan tage stiklinger af planten i juli-august, når den er på vej i hvile og skuddene er afmodnede, eller om foråret i marts-april, hvor du måske alligevel klipper planterne ned. En stikling skal være syv-otte cm lang og komme fra en ung gren, som er dannet i samme vækstsæson, uden blomster, knopper eller frøstande. Fjern bladene på det nederste stykke af stænglen, og sæt stiklingerne et par centimeter ned i en fugtig sandblandet så- og priklemuld.

Lavendler har så let ved at slå rod, at du endda kan stikke dem direkte ned i jorden, hvor du vil have dem til at vokse. Har du stiklingerne i potter, så sæt dem lyst, men ikke i direkte sol. Vand dem, når jorden er lige ved at tørre ud i overfladen. Det er ikke nødvendigt at dække dem med plastik. 

Beskær med måde
For at holde dine ægte lavendler tætte og med masser af frisk løv skal du klippe dem ned hvert forår, når de begynder at vise tegn på liv efter vinterdvalen. Klip dem ned til fem-otte cm over jorden, men klip endelig ikke mere af, end at der stadig er grønt tilbage på stænglerne.

Hvis dine lavendler er gamle og ikke har været klippet ned før, må du ikke klippe for meget af på én gang. Klip planterne ned over et par år, så de kan nå at danne friske skud i bunden. Sommerfuglelavendel, som du har overvintret i krukke, har også godt af at blive skåret tilbage i det tidlige forår, inden planten begynder at skyde igen. 

6 tips til at få succes med lavendel 

  • Lavendler skal stå solrigt, gerne i fuld sol eller halvskygge.
  • Jorden skal være veldrænet og gerne sandet eller med småsten. Både leret jord og spagnum giver dårlig trivsel.
  • Du kan plante ægte lavendel fra april til august, men det er bedst at gøre det i april-maj.
  • Lavendler skal vandes med måde. Jorden skal være veldrænet, og planten må aldrig soppe i vand. 
  • For at holde den tæt og i harmonisk form bør lavendlen klippes ned til ca. 10 cm’s højde om foråret. 
  • Ved dyrkning i potter er det vigtigt at plante i store potter, så rodnettet kan få lov til at brede sig. Det er også vigtigt, at vandet kan løbe fra potten. Sommer-
fuglelavendel er den type lavendel, der egner sig bedst til potter.

Læs mere om:

Læs også: