Ude på landet midt i det glitrende, hvide vinterlandskab bor Tine Kjeldsen, Jacob Fossum og deres tre børn. Her inviteres naturen indenfor, når grankviste, kogler og levende lys sætter rammerne for en hjertevarmende julefest.
Flere fine boliger: Hyggelig stemning i det svenske orangeri
Det føles næsten som en gåtur gennem en snedækket vinterskov, når man træder ind i Tine Kjeldsen og Jacob Fossums spisestue. Her er vægge, gulve og lofter malet hvide, mens naturen leverer størstedelen af møblerne og julens pynt. Stedsegrønne nåletræer og møbler af træ skaber stemningen af skov overalt i hjemmet. Der er ild i pejsen, og selvom nætterne er kolde og frostklare, er der masser af varme og hygge indendørs.
På forkant med forberedelserne
Hjemme hos familien begynder julen altid meget tidligt. Hvert år tager de nemlig hul på højtiden allerede i september, når de samler grankogler og lærkegrene på den naturgrund, der omgiver deres fynske landejendom fra 1849. Det er en tradition. Alle de naturmaterialer pynter de op med den første søndag i advent.
– Man kommer langt med et par lærke- og fyrregrene, en kurv fyldt med kogler og levende lys. Jeg forbinder ikke julen med farven rød eller med kravlenisser, forklarer Tine, der dog henter de små nåletræer hos en gartner. De største står rundtomkring i hjørnerne i store krukker, mens en hel stribe minitræer pryder spisebordet og får hele spisestuen til at ligne et stykke af skoven udenfor.
På de grønne fyrregrene og nærmest grafiske lærkegrene med små kogler hænger også traditionel julepynt, dog af den helt enkle slags i sort, grå og sølv. En del af pynten har fulgt familien i årevis.
– Jeg skifter ikke så meget ud fra år til år, men hænger pynten op nye steder. Der skal være noget genkendeligt, siger Tine.
Se de smukke detaljer fra Tines julebolig i galleriet:
Et stykke af skoven indenfor


Både lamper og stole i spisestuen er lavet af bambus, som er langt mere bæredygtigt end mange andre træsorter.


Lad dig inspirere af vinterskoven, og pynt julebordet med gran og hvid service.


I entréen hos Tine Kjeldsen og Jacob Fossum bliver man mødt af et rundt bord, der er pyntet med stearinlys og hvide vaser med blomster i lyse toner. Sammen med de grønne fyrregrene skabes en eventyrlig vinterstemning.


Som i et snedækket landskab er næsten alt i entréen hvidt.
På trapperne ligger børnenes adventsgaver, og den lille siddekrog fungerer som samlingspunkt, når de fulde af forventning pakker gaverne op.


Gulvet og væggene er næsten som et hvidt lærrede, hvorpå der er plads til at mixe materialer og farver.
Fra sofaen er der udsigt til pejsens flammer.


Boligens vindueskarme er også pyntet til på yndigste vis. Se bare disse fine og enkle stjernelysestager.


Brug klaveret som en skænk, der kan pyntes med stearinlys, krukker og en lampe, der skaber et hyggeligt lys.


I et hjørne af stuen er der plads til et lille bord, der både fungerer som arbejdsstation og udstilling for de mange fine pyntegenstande.


Vaser og grønne planter pryder vindueskarmen og skaber liv i hjemmet.


Der er fine detaljer at få øje på, hvorend i huset man kigger hen. Her pynter de fineste, små stjerner i vinduet.


På pejsen med de orangerøde flammer står hyacinterne og venter på at springe ud.
Et stykke af skoven indenfor