Boligreportage: Jul i den gamle villa
Hus

Boligreportage: Nostalgisk jul i den gamle villa

af Rikke Graff Juel / Foto: Christina Kayser O. 21.12.2020
I den gamle villa i Humlebæk omfavner Louise Weiergang Ipsen decembermørket med masser af levende lys, vintagepynt og kranse, hun selv binder. Kom indenfor i hendes julehjem herunder!

Et par dage før første søndag i advent henter Louise Weiergang Ipsen alle kasserne med julepynt ned fra loftet og går i gang med at pynte op i den gamle villa i Humlebæk. Det kan godt være en lidt rodet affære, indtil alt er fordelt på de rette pladser, men det er intet imod det kreative kaos, der udspiller sig, i ugerne op til, Louise henter pynten ned. Hun binder nemlig selv alle de mange kranse, som er en stor del af hendes juleudsmykning.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– Jeg roder ekstremt, imens kranseproduktionen står på, stuerne ligner mest af alt en skovbund, og familien flygter, fortæller Louise, som alligevel ikke kunne forestille sig jul uden de mange kreationer, hun laver af kviste og grene fra haven.

– Jeg har altid haft en kærlighed til kranse, især de helt spinkle af slagsen. Jeg har bundet dem ud af alt muligt, siden jeg var barn. Faktisk er de altid en del af min indretning, i julen kommer der bare flere til, fortæller Louise Weiergang Ipsen, som generelt skruer lidt op for både nostalgien og romantikken i juletiden.

– Man kan vel beskrive min stil som værende en slags romantisk minimalisme. Det romantiske er mig, og minimalismen er min mand; det er kompromiset. Hvis jeg fik frie tøjler, ville jeg have blomstret tapet på alle vægge.

SE OGSÅ: 15 stemningsfulde julestuer

Nostalgi og magi

I julen bliver huset i Humlebæk dog lidt mindre minimalistisk, for Louise Weiergang Ipsen synes, at julen må fylde lidt, og hun elsker nostalgien med de gamle ting, som har en historie at fortælle.

– Jeg elsker virkelig julen vildt og inderligt og har altid gjort det. Jeg ved, at for mange er julen bare en materiel overflodsfest, men det behøver man jo ikke at gøre den til. Min jul handler om nostalgi og magi, barnlig glæde og søde hemmeligheder, om mit hjem og min familie. Jeg kan bare godt lide at skabe lidt eventyr i en mørk tid, siger Louise Weiergang Ipsen, som også hilser vintermørket velkomment, fordi det efter hendes mening nu engang hører sig til. > – Højt solskin juleaften er ikke helt det samme som en stille mørk frost. Det bidrager til stemningen, hyggen og varmen indenfor. Jeg har engang holdt jul på Maui. Det dur slet ikke, siger Louise Weiergang Ipsen, som foretrækker at samle hele familien juleaften, hvor bordet i spisestuen er smukt dækket med masser af levende lys.

Netop de levende lys er også en vigtig del af julen i hjemmet i Humlebæk.

– Jeg elsker levende lys, men det er jo ikke så sundt, så vi prøver at begrænse det i hverdagen, men overhovedet ikke i julen. Jeg har forsøgt mig med LED-versionen, men nostalgien er for mig i ren stearin, siger Louise Weiergang Ipsen.

Boligreportage: Nostalgisk jul i den gamle villa

I familien i Humlebæk er det en fast og helt ufravigelig tradition med et juletræ af Nordmannsgran og gerne så højt så spidsen, at stjerne rammer loftet. Også mistelten, grene fra et kirsebærtræ og mange andre af naturens materialer understreger den grønne julestemning.

I hele huset kommer det meste af pynten fra naturen, og det gælder også i entréen, hvor grene er placeret langs trappen og i vaser.

Louise Weiergang Ipsen har selv bundet kranse siden barnsben. De kan laves af de fleste grene. Prøv f.eks. som her at vikle enebærgrene, tørret eukalyptus og gæslinger sammen. Den tørrede buket er af pampasgræs, dahlia og allium og har fået lidt glimmer.

Du kan selv nemt lave en spinket granguirlande, som kan pynte på julebordet, hænges op i vinduet eller over en dør, ved at binde mange små stykker gran sammen med ståltråd. Tænk også gerne i at bruge forskellige typer stedsegrønt rundtom i hjemmet. Her er guirlanden lavet af ceder. Thonet-stolene er loppefund.

Brug adventskrans som dekoration over bordet, så du også får plads til både pynt, service og mad. Denne er lavet af metalwire og grene fra haven beklædt med guldglimmer. Kransen er pyntet med gamle lyseholdere til juletræslys og små fugle.

Sølvtøj, malede tallerkener, farvede glas og kertelys i lave holdere danner rammerne for et gammeldags julebord, hvor den fineste service kommer til sin ret. Det kan give en fin effekt at lægge dugene lag på lag, gerne med et kniplingestykke eller en blondedug øverst.

Traditionen med adventskranse stammer fra Tyskland og kom derfra til Sønderjylland, hvor den var en fast del af juleudsmykning under første verdenskrig. Først under anden verdenskrig blev den virkelig rodfæstet herhjemme og et symbol på frihed og håb med de tændte lys. I dag er dørkranse særligt populære, som du kan dekorere med pynt og bånd.

Skab et raffineret julelandskab ved at bygge det nogenlunde symmetrisk op med grantræer i hver side og de små huse og figurer på en sølvbakke. Den lyserøde farve på væggen har Louise Weiergang Ipsen selv blandet sig til, skabet er fra DBA, og den indrammede illustration er af kunstneren Louise Thomine.

Uanset om familien når at bage og kokkerere eller vælger at bruge december på andre julesysler, er der altid pyntet lidt op i køkkenet, så stemningen når hele vejen rundt i den gamle villa. Køkkenet er fra Ikea og i massivt træ malet med pensel. Loftslamperne er fra Örsjö Belysning, og tegningen i ramme er af kunstneren Louise Thomine.

Hylden i køkkenet har fået en rød bærgren og lidt pynt. Enkelte stjerner, kugler eller kræmmerhuse er en diskret måde at sprede stemning i boligens kroge, hvis der ikke er plads til større stilleben. Kopperne med illustrationer er købt i CasaShop.

Flere julehjem?

Kom med på besøg i Christina Klitsgaards gamle villa, der emmer af naturens pynt og klassiske juletraditioner. Se hele boligen her!

!