Havereportage: Bypigens romantiske bondehave
Haveindretning

Havereportage: Bypigens romantiske bondehave

Tekst og 25.08.2021
foto: Wotkjær og Kattrup.
For 17 år siden skiftede Kate storbyen ud med gårdbutik og haveliv. Kom med indenfor i den blomstrende have i Nordsjælland, hvor hver en krog emmer af romantik og countryliving.

Det var noget af et kvantespring, da Kate for 17 år siden forlod businesstilværelsen i byen med eget reklamebureau til fordel for en gårdbutik og livet som haveejer. Det hele begyndte med blomsterdrømme og nogle heste.

Præstebakkegård i Tibirke i Nordsjælland danner rammen om hele Kate Sørensens liv – både privat og professionelt. I gårdens 500 m2 længer og stalde har hun en gårdbutik, hvor hun sælger tøj og bolig- og haveting, mens hendes private bolig ligger i hovedhuset. Dertil kommer en pragtfuld have godt gemt væk bagved.

Skøn inspiration til sommerhuset: Kom indenfor i det smukkeste bjælkehus i nordisk countrystil

– Den er et rent privat anliggende og mit frirum, fortæller Kate, der købte gården for snart 17 år siden med en naiv drøm om at fortsætte sit arbejde i byen og få jord under neglene og være tæt på sine heste i fritiden.

KATES BEDSTE TIPS TIL NYBEGYNDEREN I HAVEN

1# Farver:

Brug gerne hele farveskalaen i haven, men sørg for, at der er sammenhæng i nuancerne i de enkelte bede. Og husk, at alle blomster ikke blomstrer samtidig.

2# Flow:

Det er dejligt at mærke årets gang og hver måneds særpræg. Sørg for at inkludere både de tidlige forårsbebudere og dem, der blomstrer helt hen på efteråret.

3# Dynamik:

Plant både højt og lavt for at få et varieret udtryk. Benyt dig både af bunddække og kravlende blomster samt planter på espalierer og mure.

4# Oaser:

Skab små rum i haven ved hjælp af planter, blomster og møbler. Der skal være både skygge- og solpladser, lækroge, udsigtsterrasser osv.

5# Duft:

Gør haven til en fryd for næsen. Duften af blomster og friske urter er den halve fornøjelse. Vælg fx duftende roser, pæoner, geranier, og syrener samt masser af krydderurter som timian og rosmarin.

Knofedt og skødesløs æstetik

Foruden haven på ca. en tønde land tæller Præstebakkegård de omkringliggende 27 tønder jord med landbrugspligt. Landbruget har Kate Sørensen fået en lokal landmand til at dyrke, men haven passer hun selv. Det foregår med en god blanding af kundskab, knofedt og kærlighed.

Der er tænkt nøje over tingene, og haven er omhyggeligt tilrettelagt, både hvad angår praktik og æstetik. Kate har sørget for masser af sol- og skyggekroge, fine terrasser, skønne bede omkranset af stengærder, blomstrende espalierer og ikke mindst et dejligt orangeri, som kan benyttes fra det tidlige forår til langt ud på efteråret.

Vild med havereportager? Se også denne fortryllende rosenhave

Se de mange smukke billeder fra Kates have i galleriet:

Besøg Kates gård- og webbutik:

Præstebakkegård. Bækkebrovej 15. Tibirke. 3220 Tisvildeleje. Tlf. 48 70 48 31.
Tjek åbningstider på præstebakkegård.dk, hvor du også finder en webbutik.

Kates romantiske hjørne
Kates romantiske hjørne. Feminin havehygge bagerst i haven tæt på de store syrener. Møbler og stel er fra Præstebakkegård.
En gårdbutik ud over det sædvanlige
Butikken på Præstebakkegård er ikke bar en almindelig butik. Alle gårdens længer er taget i brug og også den skønne gårdsplads med toppede brosten.
En blomstrende plads i solen
I hver en lille krog i haven har Kate plantet farverige sommerblomster i dekorative krukker og potter.
Buer må der til
Buer, pergolaer og jernstativer til klatreplanter skaber fine niveauforskelle i den romantiske have.
Løjerlige løgplanter
Allium sår velvilligt sig selv, står rigtig længe og er så smuk på sin egen, helt enkle facon.
Fra grisehus til redskabsskur
Det yndige lille "grisehus" byggede Kate for mange år siden. Hun havde fået et par grise i gave, men inden huset stod færdigt, var de løbet væk. Så flyttede haveredskaberne ind i stedet.
Farverige buketter
Skønne buketter fra haven er et must for Kate, og hun dækker altid op med blomster, når hun har gæster til kaffe eller middag. Her ses en buket med lupiner, kørvel og rododendroner i lyserøde og lilla nuancer.
Have i flere niveauer
Tænk højt og lavt, lyder et af Kates havetips. Selv har hun været godt hjulpet på vej af en have på en skrånende grund og dermed masser af charmerende niveauforskelle. Men det er også blevet til en del espalierer. Senest et kæmpe espalier lavet af rubinatræ - der om nogle år vil være helt dækket af blåregn.
Udsigt over bondehaven
Fra den høje terrasse kan Kate nyde udsigten over sin smukke have.
Krydderurter på farten
Krydderurter med duft og smag er en del af sanseoplevelsen i Kates haveunivers. Hun dyrker dem i potter, så de hurtigt kan tages ind i køkkenet.
Loppefund er et hit
En sval skyggeplads langs muren til orangeriet. Kate elsker gamle møbler, og denne opsats og vandpost er loppefund.
Perfekt til afslapning
På plænen foran det store rododendronbed er der skabt plads til afslapning. Desværre har Kate sjældent tid til at ligge der.