Brus i elevatoren
Der var bare ikke plads til et personaletoilet, da den nedlagte industribygning på Nørrebro var ved at være indflytningsklar, og gode råd var dyre. Nærmest i sjov sagde en af medarbejderne, at man da bare kunne bruge elevatoren.
At skøre ideer nogle gange kan være det, der skal til, er dette kombinerede bad og toilet et eksempel på. Det tog lidt tid, før den sjove tanke blev til et seriøst bud på et nyt toilet og baderum, men da elevatoren alligevel ikke skulle bruges mere, var der ikke så meget at betænke sig på.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Bad med tyngde
Badeværelset har virkelig fået tyngde med sit næsten sorte klinkegulv. De to funktioner er adskilt ved hjælp af en lav væg af glasbygge-sten forsynet med en pyntekappe i rustfrit stål. Stål er også anvendt til toilet og håndvask og giver rummet industripræg. Alt i baderummet tåler vand, og da det er nemt at tørre af, har det ikke været nødvendigt med et bruseforhæng til bruseren i loftet. Taburet, toiletskab på væggen samt den røde metalboks er alt sammen fra Excel.
Myndigheder sagde ja
Betænkeligt var det imidlertid, om myndighederne ville give grønt lys for projektet, idet håndvasken og brusebadet krævede et afløb i gulvet, og selve toilettet krævede en faldstamme. Stik imod alle forventninger vendte den offentlige instans tommelfingeren opad, bare elevatoren blev befæstet, så den ikke længere kunne bevæge sig.
Så var det blot at gå i gang med selve indretningen, som skulle have et råt og meget nøgternt udtryk.
Baderummet er opdelt i to afdelinger med et muret væg af glasbyggesten som adskillelse.
Både håndvask og toilet minder med det rustfri stål om industrilokaler og indretning af offentlige rum. Indvendigt er elevatoren beklædt med hvide fliser på væggen og sorte fliser på gulvet. En god kontrast, som passer fint til stedet.