Buketter & kranse

Bind en lille, sød sommerkrans

af Anna Hedegaard 6.07.2010
Foto: Jakob valling/valling.com
Vi har bundet en lille krans af blomsten hindebæger, der kan pynte på middagsbordet eller bruges som servietring

Du kender den sikkert som statice. Men nu hedder den yndige lille blomst altså hindebæger, Limonium sinuata. Til gengæld er den stadig en god blomst at binde sommerkranse af, da den tørrer smukt ind, hvis du lader den være.

Det skal du bruge:
2-3 stilke hindebæger, klippet i små stykker
5 gode lange rosmaringrene, klippet i små stykker
1 stykke elefanttråd Vindseltråd

Sådan gør du:

Trin 1
Form en lille rund krans af elefanttråd. Sno enderne sammen. Fastgør vindseltråden på kransen, så den sidder godt fast. Saml hindebæger og rosmarin i små buketter, læg dem på kransen, og vikl dem fast med vindseltråden.




Trin 2
Sørg for, at hindebægerne kommer til at ligge øverst på kransen og de strittende rosmarinstilke forneden og i siden. Fortsæt, til kransen er fyldt, jævn og pæn.




Trin 3
Afslut kransen ved at lægge den sidste buket på helt tæt ved siden af den buket, du begyndte med. Så vil afslutningen blive skjult.





Trin 4
Klip vindseltråden over, og sno den rundt om kransen et par gange. Skal kransen op og hænge, kan du bøje en lille løkke af endestykket af vindseltråden.




Trin 5
Læg den lille krans på et fad, og lad den pynte på bordet. Kransen vil tørre flot ind.







Tip: Yndige servietringe

I stedet for at binde en krans med både hindebæger og rosmarin kan du vælge at binde to separate kranse og bruge dem ved siden af hinanden som små servietringe.