Intet spreder forårsstemning i hjemmet som skønne dekorationer og sammenplantninger lavet af friske forårsblomster - men det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse at anskaffe sig de spirende glæder, hvis de skal købes i butikkerne.
Her viser vi, hvordan du nemt og enkelt kan skabe ægte forårsstemning i boligen ved hjælp af din haves egne forårsbebudere.
Læs også: 5 forårssysler vi glæder os til
Lav søde sammenplantninger
Anemoner, tulipaner, syrener, krokus og gulerodsblomster er blot nogle af de skønne forårsbebudere, du kan finde i haven i løbet af den næste tid. I forårsmånederne bugner haven nemlig af nyudsprungne blomster i alverdens smukke farver og former.
Gør brug af havens små, blomstrende gaver, og invitér foråret indenfor med søde sammenplantninger.
Se også: 8 nyttige krukketips
Vi har eksperimenteret med havens forårsblomster og kreeret en række enkle sammenplantninger og dekorationer, der dufter skønt af forår og pynter smukt.
Få inspiration til forårsfine sammenplantninger, du nemt selv kan gøre efter:
Søde sammenplantninger


Dette flotte træfad signalerer liv og glade forårsdage. Vi har plantet det til med forskellige løgvækster: Lilla tulipan, orange krokus, skilla, balkananemone, perlehyacint og vintergæk. Arranger dine løg på fadet, og støt dem med sten, små stykker mos og evt. kaprifolie. Husk at vande til, så dekorationen holder længere.


Har du en gammel trææske af spån (fx fra klementiner), kan du nemt trylle den om til et flot bed med perlehyacinter og skilla på løg. For først æskens bund med lidt gennemsigtig plastik. Ryst lidt af jorden af løgene, og anbring dem i æsken. Drys lidt ekstra jord ved og evt. lidt kaprifolie eller andet kvas fra skovbunden. Vand til, og nyd synet.


Et par skilla på løg er her anbragt i en lille sød trææske af spån, der engang blev brugt til fransk brie. Læg jord ned mellem løgene, og vand til. Stil evt. æsken på et fad, hvis den er utæt.


Det skal du bruge: 1 stykke oasis • 1 fad eller dyb tallerken • Tørrede blomster fra 1 hortensia • Mandelgrene eller ferskengrene
Sådan gør du: Læg et stykke våd oasis på et fad, og fyld op med vand. Dæk oasissen helt med små blomster fra hyacinten. Stik herefter kirsebærgrenene jævnt ned i oasissen, og dekorationen er færdig. Fyld vand i fadet hver dag.


Strandsten er utrolig dekorative i vaser. Husk at vaske dem godt i sæbevand og tørre dem, inden du bruger dem. I skoven har vi fundet nogle snoede kaprifoliegrene, som er pæne sammen med stenene og de blomster, du vælger at stikke i vasen.


Lav en dekoration med tørrede hortensiaer og mandel- eller ferskengrene (se anvisning på forrige foto). Stil en glaskuppel over dekorationen, og stil den på et bord sammen med andre løgplanter i æsker.


Perlehyacinter på løg er så skønne, at de fortjener deres helt egne potter. Her står en fin svajende perlehyacint i en minipotte af rødler. Perfekt til vindueskarmen.


Fyld en glasvase med rene, vaskede strandsten og lunkent vand. Bank syrenernes stilke, så de flækker let, og stik dem ned imellem stenene. Sørg for, at syrenerne står dybt i vandet. Skulle syrenerne falde sammen, kan du klippe og banke stilkene igen, pakke dem ind i en våd avis og lade dem trække i lunkent vand igen. Syrener elsker også at blive sprayet med en vandforstøver og bør stilles et køligt og skyggefuldt sted for at have længere holdbarhed.


Indret et hyggeligt forårshjørne i stuen. Vi har anbragt en stor glasvase i en trådkurv og fyldt den op med tørrede strå, plukket i kanten af en sø, sorte gæslingegrene og syrener. Foran står et gammeldags litermål af træ foret med plastik og fyldt op med tulipaner, krokus og skilla samt kvas og tørrede kaprifolier. En høj mørk glasvase, et par garntrisser og et stearinlys i barkstage fuldender det rustikke look.


Klip stilkene helt lige af et bundt tulipaner. Bind en rustik snor omkring, og stil buketten på et fad med vand i bunden. Husk at fylde vand på hver dag, da tulipaner drikker en del.


En fin trådkurv fyldt med spoler og bånd har her fået selskab af forårets anemoner og tulipaner. Sæt en lille plastikpose omkring plastpotterne med blomsterne, og stik dem ned i kurven, inden du fylder op med de hyggelige ting.


Få masser af inspiration og idéer til dekorationer med forårets blomster med ISABELLAS! Køb et abonnement her!


Her har vi fyldt små vaser og krukker med anemoner, krokus og rosa gulerodsblomst. I den store flaske står en buket syrener. I kuplen lidt krokus samt kaprifolie.


Det skal du bruge: 1 stykke plastik • 1 østerskasse el.lign. • 1 stykke våd oasis • 1 saks • 1 bundt tulipaner • Gartnermuld eller jord
Sådan gør du: Læg plastik i bunden af en lille østerskasse, og læg et stykke våd oasis i bunden, ca. 2 cm under kanten af kassen. Klip dine tulipaner af i den ønskede længde, og fordel dem i oasissen. Brug også overskydende tulipanblade imellem tulipanerne. Hæld lidt vand i bunden, og fyld efter med gartnermuld eller jord oven på oasissen, så din kasse ligner et lille tulipanbed.