Riddersporer er høje og buskagtige stauder, som blomstrer fra juni. Når de er afblomstret, kan du klippe dem ned, hvorefter der vil komme en ny, dog mindre blomstring i løbet af september-oktober.
Alt efter art og sort kan de blive mellem 1 og 2 m høje og findes i alle nuancer af blå, lilla og hvid. Hvis du også har riddersporer i haven, kan du invitere naturen ind i hjemmet ved at lave de fineste dekorationer af de yndige blomster og forlænge sommerfornemmelsen. Vi viser dig hvordan i galleriet.
Se også: Få din buket til at holde længere
Se hvordan du kan lave de fineste dekorationer af riddersporer:
Pynt op med riddersporer


Det skal du bruge til din store buket i potte:
- 1 stor potte uden hul i bunden
- Forskellige farver riddersporer
- Forskellige farver løvemund
- Blomsterstande fra sommerfuglebusk
- Stilke med umodne hyldebær
- 1 stor sukkulent
- 1 stykke elefanttråd
Sådan gør du:
- Kom koldt vand i potten. Rens stilkene på riddersporer, løvemund og blomster fra sommerfuglebusk for de nederste blade og sideskud.
- Rens ligeledes hyldebærstilkene for blade på det nederste stykke. Giv alle blomsterne et skråsnit med en lille spids kniv, så de bedre kan suge vand.
- Klip sukkulenten helt nede ved roden, og skyld bagsiden under den kolde hane, så al jorden er væk.
- Stik riddersporerne i potten. Stik så løvemund ned mellem riddersporerne, så de blandet godt mellem hinanden. Stik blomsterstande fra sommerfuglebusk og hyldebærstilke ned mellem riddersporer og løvemund. Sørg for, at blomster og hyld ligger ud over kanten på potten.
- Træk forsigtigt i nogle af blomsterne, så buketten får et vildt udtryk. Stik elefanttråden gennem bunden på sukkulenten, så den sidder godt fast. Sæt den ned i potten, således at den kommer til at sidde fortil på buketten. Sukkulenten behøver ikke vand, men holder længe.
TIP: Husk at skifte vand i potten jævnligt, så bukettens holdbarhed forlænges.


Dette fad med blomster kan du lave samtidig med at du laver den store buket. De blomsterhoveder, der er i overskud fra den store buket, kan nemlig bruges her til denne dekoration.
Det skal du bruge:
- Blomsterhoveder fra riddersporer
- 1 stor sukkulent med mange hoveder
- 1 lille glas
- 1 ovalt sølvfad
- 1 hostablad
- 1 rosengren med blade
Sådan gør du:
- Skyl sukkulenten under den kolde hane, så den er helt ren og uden jord.
- Tag 1 af hovederne af. Stil resten af planten i et glas med lidt vand.
- Hæld koldt vand i fadet, og stil glasset i den ene ende af det.
- Læg så mange blomsterhoveder fra riddersporer i forskellige farver på fadet.
- Stik hostabladet ned mellem blomsterhovederne, så du skjuler dets stilk.
- Læg det lille sukkulenthoved forrest på fadet. Læg rosengrene rundt i kanten af fadet - enderne af stilkene stikker du ind under det lille glas med sukkulenten.


Det skal du bruge:
- Riddersporer i forskellige farver
- Ærteblomster
- Frøkenhat
- 1 stort transparent glas
- 1 lille potte med minisukkulenter
- Vindseltråd
Sådan gør du:
- Rens det nederste af blomsternes stilke for blade og sideskud. Giv blomsterne et skråsnit med en lille, spids kniv. Kom koldt vand i glasset, og stik blomsterne ned i det.
- Klip sukkulenterne af potten helt nede ved rødderne. Skyl sukkulenterne under den kolde hane, så de er helt fri for jord.
- Klip et langt stykke vindseltråd. Stik spidsen af vindseltråden gennem bunen af en sukkulent, og træk den forsigtigt ned på tråde. Fortsæt med flere sukkulenter, til tråden er pænt fyldt ud. Husk, at der skal være et lille mellemrum mellem hver sukkulent.
- Vikl nu vindseltråden med sukkulenterne rundt om glasset.


Det skal du bruge:
- Riddersporer
- Løvemund
- Lammeøre
- 1 glas med flettet holder
- 2 små æblegrene med umodne æbler
- 1 lille underskål af zink
- 1 lille pyntefugl af beton
Sådan gør du:
- Rens det nederste af blomsterstilkene for blad og sideskud. Giv blomsterne et skråsnit med en lille spids kniv.
- Kom koldt vand i glasset og stik blomster, lammeøre og 1 æblegren ned i det. Stil glasset på underskål.
- Læg en æblegren ved siden af og stil en lille pyntefugl af beton ved siden af.


Det skal du bruge til din krans:
- Myrtetråd
- 4 lange stilke riddersporer
- 1 rundt fad
- Mindre stilke med umodne brombær
- Små stilke med umodne æbler
Sådan gør du:
- Klip myrtetråden i stykker på ca. 15 cm. Tag så 2 stilke riddersporer, og læg stilken af den ene ridderspore halvt ind under den anden. Vikl et stykke myrtetråd om de 2 riddersporer et vilkårligt sted, så de holdes sammen.
- Tag så en ny ridderspore, og læg stilken halvt ind under den foregående. Vikl dem sammen med et stykke myrtetråd.
- Tag den sidste ridderspore og vikl den sammen med myrtetråden. Nu samler du de 4 riddersporer til en krans og vikler dem sammen med et stykke myrtetråd. Hvis en af riddersporerne stritter for meget ud til siden, vikler du et lille stykke vindseltråd omkring den.
- Kom koldt vand i fadet og læg kransen på det. Læg stilke med brombær på fadet, så hænger lidt ud over kanten.
- Læg til sidst de umodne æbler i midten af fadet.
Pynt op med riddersporer
Vild med buketter? Læs også: Sådan binder du smukke buketter og blomster