Gamle skabe er for gode til at smide ud, blot fordi de ikke er moderne mere. Et gammelt skab rummer mange muligheder for nyskabelse, og med lidt maling kan du lave de smukkeste møbler selv.
Læs også: Flet din egen dørmåtte
I stedet for at købe nye møbler til dit sommerhus er det oplagt at male nogle gamle, billige møbler, så de bliver tidssvarende igen. Gamle fyrretræsmøbler kan oftest fås billigt på loppemarkeder, ligesom du kan finde andre brugte møbler, der med en kærlig hånd kan få et helt nyt liv.
Læs også: Lav dine egne vaser
Herunder får du tips til, hvordan du med lidt maling kan forvandle to små skabe til to funktionelle sengeborde i en klassisk, romantisk stil.
DIY: Lav dit eget romantiske sengebord


Vask de gamle skabe af med et universalrengøringsmiddel. Mal herefter sider og skabslåger med den pudderfarvede maling. Kombinationen af pudderfarver og de mørke håndtag og udskæringer giver sengebordene et klassisk udseende.


For at skabe et fint farvespil har vi valgt at male bordplader og bundpaneler i en lidt lysere tone end den pudderfarvede. Den lysere tone har vi selv lavet ved at blande lidt hvid maling i den oprindelige pudderfarve. Husk at rense penslen af i terpentin, inden du maler i den nye tone.


For at matche de patinerede messinghåndtag har vi valgt at give de elegante udskæringer i skabenes bundpanel et lidt mere råt udtryk. Først bliver udskæringerne malet sorte og efterfølgende får dele af dem et tyndt lag guldmaling. Grunden til det tynde lag er, at den sorte maling skal skinne igennem guldmalingen, så det endelige indtryk ikke bliver for ”nymalet”. Når malingen er tør, er skabet klar til brug.