Se også
Højtider & mærkedage
DIY: Sådan laver du mosbolde - hjemmelavede kokedama
Af Anna Taws
1.01.2023
Foto: Stine Christiansen.
Mosbolde er blevet et kæmpe hit, og de naturskønne kugler kan pynte hele året rundt. Vi giver dig her en trin for trin-guide, så du let kan lave de smukke dekorationer, som også kaldes kokedama.
Om vinteren kan du pakke kristtorn ind i dine mosbolde. I foråret hyacinter eller forårsløg. Farvestrålende blomster eller søde jordbærplanter om sommeren, og sukkulenter eller smukke løv i efteråret.
Hele året rundt kan mosbolde pynte i din bolig, og de bliver aldrig kedelige at se på – de er helt igennem unikke og fantastisk naturskønne.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Trin for trin-guide til kokedama/mosbolde
Utroligt at noget så smukt faktisk kan være så forholdsvist let at lave. Vi giver dig her en trin-for-trin-guide til de populære mosbolde, som også hedder kokedama.
Det skal du bruge
- Ca. 5 håndfulde jord
- Evt. 1 spsk. dekorationsler
- Lidt vand
- 1 plante efter eget valg, fx julestjerne, hyacint, julerose eller dufttazette
- Plademos
- Snor, fx jutesnor eller sølvgarn
- Saks
Se også
5 søde idéer med kristtorn
Sådan laver du mosboldene
Trin 1: Bruger du posejord, skal du begynde med at opløse ca. 1 spsk. dekorationsler i vand til 5 gode håndfulde posejord. Jordblandingen skal være fugtig, men ikke mere, end at du kan forme en kugle af den, uden at den smuldrer. Tag nu forsigtigt planten ud af potten, men fjern ikke al jorden. Form herefter din jordblanding rundt om plantens rødder, så den får en rund form.
Trin 2: Rens mosset for eventuelle nåle og kviste, og læg det på bordet. Sæt planten midt på mospladen.
Trin 3: Fold mosset rundt om jordbolden, så den er helt dækket. Kram og pres mosset godt på plads.
Trin 4: Bind snoren rundt om mosbolden – gerne systematisk, så den får et smukt trådmønster. Bind snor rundt om hele moskuglen fra top til bund og hele vejen rundt, så mosset sidder godt fast og ikke stritter ud til siderne. Afslut med en dobbeltknude.
Trin 5: Lav evt. en lang ende på snoren, som du kan bruge til ophæng. Klip overskydende snor væk, og lad bolden trække vand i en skål i 5-8 minutter. Lad den dryppe af et par minutter, før du hænger den op. Afhængigt af valg af jord og plante vil kokedamaen have brug for vanding to gange om ugen eller mere. Et godt trick er at mærke efter af og til – hvis den føles let, trænger den til vand. Hænger du din kokedama udenfor, har den måske brug for mindre vand, hvis luften er fugtig.