Perleplade af sødt spøgelse til halloween.
Højtider & mærkedage

Halloween-perleplader: Sødt spøgelse

af Max Martinussen 12.10.2020
Foto: Shutterstock.
Få en samling inspiration til halloween-perleplader lige her — få mønsteret på et let og sødt spøgelse, eller gå på opdagelse i alle idéerne.

Det er oplagt at lave halloween-perleplader, når der skal laves DIY pynt til den uhyggelige årstid. Der er mange spændende mønstre og skabeloner at finde rundt omkring, så der er noget til alle niveauer og aldre.

Halloweenpynt af perleplader

Perler har altid budt på en verden af kreativitet og selvom det for mange hører barndommen til, så er det nøglen til de spændende og sjove detaljer, når det handler om at lave DIY-pynt til diverse højtider.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Halloween er ingen undtagelse, og her er altså også masser af mønstre og skabeloner at grave frem på nettet. Perler er gode at lave små dimser af til bordkort, guirlander, ophæng etc.

Vi har fundet et nemt perleplademønster til halloween: et lille, sødt spøgelse.

Halloween-perleplade-mønster: Sødt spøgelse

Du kan lave det her mønster med alle størrelser af perler, både midi, mini og maxi, men midi giver klart det bedste resultat. Så kan spøgelset nemlig hænges op og være en fin detalje — eller bruges sammen med flere andre små perleplade-spøgelser i en uro, eller på en snor som en guirlande.

Perleplade af sødt spøgelse til halloween.

Brug en firkantet stifteplade på minimum 20x20 stifter.

Perler:

  • Ca. 130 stk. perler i en lysere farver til at fylde kroppen ud. Fx nr. 70 – lysegrå.
  • Ca. 80 stk. perler til kanten og detaljerne fx nr. 31 turkis.
  • 5 stk. nr. 12 brun, eller nr. 20 rødbrun. til hanken på det lille græskar.
  • 20 stk. orange nr. 20 til græskarret + 2 sorte nr. 18 til græskarrets øjne.

Du kan sagtens eksperimentere med farverne. Fx kunne det her lille spøgelse være spændende i perlemor nr. 64, eller hvad med de selvlysende farver – grøn nr. 55 eller blå nr. 57? De transparente og de gennemsigtige farver er også rigtigt spøgelsesagtige, hvis du vil eksperimentere.

Se evt. hamas eget farvekort her.

I klassisk hvid står perlepladen ekstra frem, hvis den skal være til at få øje på, og hvide versioner vil måske være rigtig spændende, hvis du laver flere til en guirlande, ligesom de selvlysende kunne blive flotte i flok.

Der er flere måder at lave spøgelser på — hvis den første er lidt for uhyggelig, er her en sødere version — og ellers er der massere af inspiration at finde længere nede.

Sødere halloween-spøgelse til perleplader.

Inspiration til halloween-perleplade —skabeloner og mønstre:

Silhuetter er meget tilgivende, når det kommer til perler. Der er ikke så meget at tænke over, og det er som om der altid er sorte perler tilovers fra andre projekter. Her er det en sort kat, der er let og hurtigt at lave mange af til bordkort eller guirlander.

Samme princip her med en edderkop — den her er så simpel at den virkelig kan masseproduceres. Forestil dig bare sådan en sværm af klamme edderkopper! Bvadr!

Her er et græskar i samme størrelsesorden. De her små perleplader gør det virkelig let at lave pynt i en fart, og for børnene er det da også ganske let at overskue at være med til DIY-projektet.

Der er selvfølgelig også inspiration til de lidt større halloween-perleplader, der skal kunne stå for sig selv. Se bare det her giftige æble, der tilmed trækker på nogle andre farver end de sorte og orange som vi bruger så mange af de her dage.

Også i græskarafdelingen er der mønstre, der er lidt mere komplekse. Det her græskar er uhyggeligt og har detaljer nok i farverne til at det ser ud af noget — og det uden at det er en gigantisk perleplade, der tager timevis at lave.