Højtider & mærkedage

Julepynt på den lette måde

AF: af Anita Lindberg & Havefruen
28.11.2008
Foto: Andreas Mikkel Hansen
Det behøver ikke at tage flere dage at få fremstillet årets julepynt. Brug, hvad du har i gemmerne og lad dig inspirere af disse dekorationer.

En lille fyr på bordet
Plant et lille fyrretræ i en urtepotte, eller fyld en krukke med ler, og sæt en fyrretræsgren i leret. Pynt træet eller grenen med et patineret zinkkors til 20 kr. (House Doctor), og dekorer potten med en sløjfe i grosgrainbånd (Handler). Stor og flot pinjekogle af stearin. 78 kr. (Lyskæden). Pynt eventuelt med lidt efeu.


Hjerter til jul
Find noget dekoreret papir, og lad julehjerterne fortælle en historie. Lav en lang og smal hank af det samme papir som hjertet. Klip eventuelt hjerterne dobbelt, så der er mønster på begge sider. Papir ca. 6,50 kr. (Panduro Hobby).


Let grenpynt
Klip kanten af en kageserviet, fold den til en roset, og lim elle- eller lærkekogler på hver side med limpistol. Sæt en sytråd i den kønne blomst, og hæng den op.


Adventskrans i frugtens tegn
Fyld en opsats på fod med friske vindruer, delt i små klaser, og lækre, sprøde æblechips. Hæng fire lyseholdere på kanten, og adventskransen er klar. Glasopsats 50 kr. (House Doctor).

Sponsoreret indhold