Værkstedsbesøg: Dagmar Petersens Poetry Lab

Hvem og hvor

Dagmar Petersen, 31, er uddannet tekstildesigner og startede sit kreative værksted Poetry Lab for 1,5 år siden. Hun holder til i et industrikvarter i Brabrand, Aarhus, hvor hun deler værksted med en anden iværksætter. Du kan finde hende på Instagram-profilen @__poetry.lab.

Poesien blomstrer i industribygningen

Penslen laver hurtige strøg på det gule, fintmaskede net af polyester og giver en rislende lyd fra sig ved hver bevægelse. En blomst titter frem – og så en mere. Det er Dagmar Petersen, der fører penslen med beslutsom hånd her i et industrikvarter i Brabrand. Udenfor summer motorvejens tunge køretøjer i luften, men herinde er det roligt.

Med højt til loftet og plads til store armbevægelser på det stofbetrukne arbejdsbord, står Dagmar fordybet i sin kunst. I baggrunden nynner en højttaler rolige covernumre, mens fanen i loftet giver rytmiske sus fra sig. Dagmar ser dog ikke ud til at bemærke nogen af delene, mens hun står her; nærmest hypnotiseret med et håb om at lave kunst, der bliver ved med at have værdi.

For halvandet år siden oprettede hun det kreative værksted under navnet Poetry Lab, hvor hun laver kunst på silke med teknikken rammetryk i en speciel form kaldet monoprint. Det betyder, at hun, modsat almindeligt rammetryk, kun kan skabe én af hver slags, og alle hendes værker er derfor unikke.

Sky Lilla/Violet

En vase i flet med ranunkler, franske anemoner og lyng står på arbejdsbordet som udgangspunkt for dagens værk. Kraftige nuancer af orange, pink og grøn snor sig mellem hinanden, men det er ikke nødvendigvis dem, der bliver fortolket på trykrammen.

– Jeg prøver at formidle en stemning i stedet, siger Dagmar, og derfor bruger hun kun farver, hun selv har blandet med inspiration fra den danske natur.
I små syltetøjsglas svømmer pigmentblandinger med navne som Edderfuglegrøn, Marts Himmelblå og Dansk Hav På En Regnvejrsdag rundt, selv om de i glasset alle blot ligner en afart af sort.

Penslen bevæger sig lystigt – ned i vandet, ned i farven, hen på den gule trykramme. Én farve ad gangen arbejder Dagmar sig frem, før hun pludselig tøver med penslen hængende et par centimeter over motivet.
– Måske skal’ jeg …, mumler hun og lægger den fra sig.

Med målrettede skridt går hun hen til et par kasser ved siden af bordet, roder i dem og vender tilbage med en mørk bundskat i en plastikbeholder. Sky Lilla/Violet hedder den.
– Det var lige en indskydelse, siger hun, før hun igen zoner ind i sin egen verden.

Tilfældighedernes poesi

Hun lærte at lave monoprint i London, og da det er et gammelt håndværk med mange år på bagen, findes også et særligt regelsæt for, hvordan det udføres korrekt. Men Dagmar følger ikke nødvendigvis reglerne, og da hun kom hjem til Danmark, kastede hun sig ud i at udfordre det klassiske håndværk.

– Jeg lavede bevidst fejl og udelod processer for at se, hvor meget det i virkeligheden kunne bære. På den måde har jeg med tiden forfinet det og skrællet helt ind til kernen, der giver plads til tilfældigheder og små fejl. Det er her, poesien ligger, siger hun.
Med hovedet let på skrå vurderer Dagmar poesien, hun har skabt i trykrammen. Den er der ikke helt endnu.
– Kan mærke, at jeg gerne vil have lidt mere her, siger hun og laver enkelte nye strøg, før hun lægger penslen fra sig.

Nu løfter hun trykrammen op på højkant, så farvede linjer løber ned fra blomsterne som regnvejr på en rude. Hun banker rammen mod bordet og vipper den nænsomt frem og tilbage for at styre løbebanernes vej mod kanten. Det gentages et par gange, før hun lægger den fra sig og tænder for en sort og pink hårtørrer af plastik.
– Farven skal tørre, før jeg kan trykke det over på stoffet, forklarer hun over larmen og fortsætter:
– Ellers virker fortykkelsen ikke.
Fortykkelsen, Dagmar henviser til, er en kemisk masse, hun selv har blandet, der får motivet på trykrammen til at smitte af på silken, når hun om lidt går i gang med at trykke værket.

Afsløringen

Med malertape korrigerer Dagmar de løbebaner, hun ikke bryder sig om. Hun ved, hvor hendes hænder skal være hvornår, og hvad der skal ske som det næste, mens hun spænder silken stramt ud på bordet. Oven på lægger hun trykrammen med to tunge lodder til at holde den på plads.

Høje hyl giver ekko i lokalet, hver gang hun trækker en træliste med gummikant – en såkaldt rakel – over nettet og presser fortykkelsen ned på silken. Hvinene fortsætter lidt tid, før hun lægger raklen fra sig på bordet.
– Nu kommer afsløringen, siger hun og løfter de to tunge lodder af med et bump.

Farverne har pludselig fået nyt liv, og den mørkviolette bundskat fra plastikbeholderen har forvandlet sig til en sart lyserød på silken. En lys blå og grøn flyder sammen i en smuk chancering, mens mørklilla og orange blomster dominerer værket.
– Der er især gode takter i det blå og grønne samspil, som jeg kan bruge en anden gang, men der er noget med mængden af den lilla og orange sammen, der ikke fungerer, siger hun.

Selv om Dagmar ikke vælter bagover af begejstring over resultatet, er alt arbejde imidlertid ikke spildt. Det hele er nemlig en læringsproces.
– Når jeg fejler, tipper det mig i nye retninger, som jeg ellers ikke ville være endt i, og det er det, der gør min proces så spændende, siger hun.

Dagmars kreative proces

1. Farver testes, blandes og forberedes. Pulveriseret pigment blandes op med vand og bliver til smukke nuancer inspireret af den danske natur.

2. Motivet males på en ramme af polyester med bittesmå huller – lidt ligesom en meget fintmasket si.

3. Et stykke silke spændes stramt op på bordet ved hjælp af særlige sikkerhedsnåle kaldet T-nåle.

4. Værket tørres, inden det lægges oven på silken med to tunge lodder, der holder alting på plads, når motivet bliver trykt.

5. En særlig kemisk masse kaldet fortykkelse smøres på rammen og presses gennem nettet med en rakel – en træ-liste med gummikant. Fortykkelsen gør, at farven smitter af på silken.

6. Fortykkelsen og silken tørres, inden værket kommer en tur i en særlig dampmaskine. Processen får farven til at reagere i silken, så fortykkelsen efterfølgende kan vaskes ud, uden at farven også forsvinder med ned i afløbet.

7. Værket tørres, inden det ender i glas og ramme eller i kurven med silkestykker, der senere syes om til scrunchies.