Tips & tricks

8 tips til at holde dynen ren

af Karoline Rysgaard Olesen. 7.09.2017
Foto: Mette Wotkjær
Hvis der er noget inden for almindelig rengøring, der er gået hen over hovedet på mange, så er det vask af dynen – for ja, det skal man gøre. Vi giver dig her 8 tips til at vaske dynen uden at forringe dens kvalitet.

Mange ved det ikke, men rent faktisk bør du vaske din dyne 2-4 gange om året. Selvom det kunne være rart, er det desværre ikke nok at vaske sengetøjet, hvis du vil holde sengen ren. Ved at vaske din dyne regelmæssigt kan du både blive fri for støvmider og på den måde forebygge allergi, og samtidig kan du forlænge holdbarheden på din dyne. Dunene vil nemlig med tiden klumpe sig sammen, når du sover, og ved at vaske dynen i ny og næ kan du opretholde luftigheden i dynen.

Læs også: Sådan fjerner du lugten fra vaskemaskinen

Det lyder smart, og heldigvis kan du selv vaske din dyne og pude. Tidligere anviste man folk til at sende dynen på vaskeri, men en gennemsnitlig dansk vaskemaskine, der kan tage op til 7 kg, kan sagtens klare mosten. Der er dog to vigtige huskeregler, inden du smider dynen til vask: Tjek dynens vaskeanvisninger – ikke alle dyner kan tåle at blive vasket –, og tjek dynens syninger. Er der huller i syningerne, slipper dunene ud, og så er der desværre ikke meget dyne at holde ren bagefter. Når vaskeanvisning og syninger er tjekket, er du klar til den store dynevask. Her får du 8 tips til at komme bedst muligt gennem den.

Se også: Sådan får du et skinnende rent toilet

8 tips til at holde dynen ren:

  1. Undgå håndvask. Dyner bliver tunge og uhåndterlige under vasken, så det er meget lettere at bruge en vaskemaskine. Sørg for at vaske ved 60°, så du slipper af med alle støvmiderne.
  2. Vask aldrig dyne og pude sammen. Puden er så lille, at det er fristende bare at vaske den sammen med dynen – men lad være. En hovedpude er meget mere kompakt end en dyne, og kan indeholde næsten tilsvarende mængde dun som en hel dyne. Vask derfor dynerne enkeltvis, og hovedpuderne parvis.
  3. Vask uden enzymer. Din dyne og pude kan miste sin kvalitet og isolering, hvis du bruger vaskemiddel med enzymer. Almindeligt vaskemiddel kan nemlig nedbryde det fedtlag, der sidder uden på dunene og sørger for, at du har det dejlig varmt om natten. Du kan enten købe vaskemiddel, der er fremstillet specielt til dyner, eller lede efter vaskemiddel uden enzymer.
  4. Afslut med centrifugering. Det er vigtigt at få så meget vand ud af dynen som muligt, da dunene ellers kan klumpe sammen. Desuden bliver den lettere at tørre.
  5. Giv tid til tørring. Det er vigtigt, at din dyne bliver overtørret, så dunene ikke mister luftigheden eller mugner. Tørringstiden kan variere meget efter dynens kvalitet, men du skal ikke blive overrasket, hvis det tager 4 timer. Dog skal du huske at holde øje med varmen – tørretumbleren må ikke blive for varm under tørring. Sørg for at holde temperaturen på 60-80°.
  6. Brug tennisbolde. Når du tørrer dynen i tørretumbleren, skal du huske at vedlægge et par tennisbolde. Tennisboldene er med til at fordele dunene jævnt, så dynen kan bevare sin gode isolation og luftighed.
  7. Ryst dynen under tørring. Overlad ikke dynens skæbne til tennisboldene – hvis du vil være helt på den sikre side, bør du også ryste dynen hvert 15. minut under tørring for at fordele dunene.
  8. Hæng dynen ud. Vintertid er dynetid! Du kan nemlig både slippe af med husstøvmiderne vha. vaskemaskinens varme og vinterens kulde. Hvis du hænger din dyne ud i ca. 8 timer, vil kulden bedøve husstøvmiderne, så de lettere slipper dynen, når du efterfølgende ryster den.

Se også: Grovfritter med trøffelmayo