Forspiring af sommerblomster
Blomster & Planter

5 sommerblomster du skal forkultivere

Af Susie Helsing Nielsen 26.03.2020
Foto: Kira Brandt, Sari Tammikari, Lars Lindberg, Niels Jensen, Kenn Rømer-Bruun og Colourbox.
De fleste sommerblomster kan sås direkte i jorden - men faktisk er der en række arter, der har bedst af at blive forspiret indenfor, før de plantes ud. Se listen her!

Hvis du alligevel skal i gang med at forspire grøntsager, så husk også at tænke på sommerblomsterne. De fleste kan sås direkte i jorden sidst på foråret, men nogle har godt af at blive forspiret indenfor, inden de plantes ud. Det er forskelligt, hvornår de enkelte blomster bør forspires - men det er altid angivet på frøposen, så du behøver ikke være den store plantekender for at kaste dig ud i forspiringen.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs også: Trin for trin-guide - kom godt i gang med at forspire

Sommerblomster, der har godt af forspiring

Zinnia: Denne søde sommerblomst kaldes også frøkenhat. Den er let at dyrke og findes i et væld af smukke varianter. Blomsterne kan være både store og små, fyldte og enkle, og farverne spænder vidt. Den findes i højder fra 15 cm og helt op til 80 cm. Frøene kan forspires fra marts. Dæk dem ganske let, og de spirer inden for godt en uge. Zinnia trives bedst i en veldrænet, næringsrig jord i fuld sol. For at bevare blomstringen skal de visne blomsterhoveder fjernes løbende.

Ridderspore: Den enårige ridderspore er meget yndefuld med sine lange stængler fyldt med blomster i hvide, lilla, lyserøde eller blå farver. Den er velegnet både i buketter og til tørring. Frøene bryder sig ikke om for høj varme, når de spirer, så stil ikke forspiringsbakken over en radiator. Frøene er ganske små, så pas på, at de ikke bliver sået for tæt. Bland dem evt. med sand, når du sår, så de er lettere at fordele jævnt. Ridderspore skal plantes ud et sted, hvor der er læ, sol og halvskygge.

Heliotrop: Med sine store, lilla blomsterskærme skaber heliotrop blikfang i haven. Den kan også købes under navnet vaniljeblomst, da den dufter dejligt af vanilje, men den har dog intet med den ægte vanilje at gøre. Frøene kan forspires allerede fra begyndelsen af marts, og er ganske små, så pas på, at de ikke sås for tæt. Bland dem evt. med sand, når du sår, så de er lettere at fordele jævnt. Placér planterne i fuld sol.

Petunia: Petunia er fantastisk velegnet til krukker, ampler og altankasser, hvor den hænger smukt ud over siderne. Den findes i et væld af farver – også flerfarvede – med enkle eller dobbelte blomster og med bittesmå eller store blomster. Forspir petunia fra slutningen af marts, hvor frøene spirer let og hurtigt i løbet af en uges tid ved 20-24°. Frøene er så små, at de ikke skal dækkes, men blot trykkes ned i jordoverfladen. Når frøene er spiret, skal temperaturen sænkes lidt for at få et godt resultat, så stil dem et sted i huset, der er koldere, inden de skal plantes ud sidst på foråret. Planterne trives bedst i fuld sol-let halvskygge.

Enkeblomst: Dette er en skøn oldemorklassiker – især sorterne med mørkerøde, næsten sorte blomster med hvide støvdragere. Blomsterne sidder på lange, stive stilke og er meget velegnede til buketter og tørring. Forspir frøene sidst i marts. Dæk med ca. 1 cm jord, og lad dem spire ved stuetemperatur, hvorefter du stiller dem et lidt køligere sted i huset. Plant ud i løbet af maj, når risikoen for nattefrost er ovre. Vær opmærksom på, at gøder du enkeblomst for meget, kan den have brug for støtte på grund af højden.

En af vores favoritter er akelejer — det er egentligt en staude, som ofte opfører sig som en sommerblomst. Den spreder sig lystigt, og giver noget ekstra vildskab til haven. Den er ikke for alle. Læs om akelejer.