Højtider & mærkedage

6 tips til en hyggelig valentinsdag

af Linda Østergaard 8.02.2019
Foto: Mille Emilie / Sonomaseven.dk.
Valentinsdag kan virke som en sukkersød amerikansk tradition, men du kan også se det som en måde at drysse romantik udover en grå, trist torsdag. Leder du efter lidt kærlig inspiration, har vi samlet 6 fine forslag her!

Vi giver dig ret: Valentinsdag den 14. februar kan virke som en omgang amerikaniseret pjat. Men hvem kan sige sig fri for at ønske sig en smule kærlighed på en ellers kedelig torsdag i februar?

Vi har samlet lidt romantiske tips til en hyggelig valentinsdag, der ikke rimer på røde roser og hjerteformede fyldte chokolader!

En sød idé: Fold hjerteformede servietter

ISABELLAS’ 6 tips til en hyggelig valentinsdag

  1. BLOMSTER: Vi har sendt de klassiske røde roser på porten og sukker efter overdådige buketter med et tvist. Skal du være med på den blomstrende mode, skal buketten bestå af pastelfarvede brudeslør (Gypsophila), der er indfarvede. De candyfloss-farvede blomster købes friske (hos f.eks. Stalks and Roots), og efter en uge i vand, vil de tørre flot. Holdbar blomsterkærlighed!
  2. HÅND I HÅND: En stille slentretur i Botanisk have i Aarhus er en oplagt destination til en hyggelig valentinsdag-udflugt hånd i hånd. Tag en kop varm chokolade i den anden hånd, og nyd den grønne oase midt i byen. Bliver næserne for kolde, kan I søge ly i Væksthusene med bugnende blomster og prægtige planter.
  3. SØDE SAGER: Valentinsdag kan naturligvis også nydes i selskab med gode veninder eller børnene. Se det som en oplagt mulighed for at sætte et X i kalenderen til en fællesdate. I stedet for at dele en æske chokolade kan I jo nyde de søde sager sammen over en kop hygge. Besøg f.eks. en lokal kagesalon. Vi er især glade for Mys kagesalon i Helsingør og Café T i Køge.
  4. MAGI: Copenhagen Light Festival lyser igen København op i februars mørke, hvor 35-40 lysinstallationer lyser havne- og byrum op med magiske lysoplevelser fra Nordhavn til Ørestad (fra 1.-24. februar.) Der vil være lys på de mørke, drivende skyer, flotte gamle bygninger, arkitektoniske torve, byens kanaler og andre af byens rum, så tag din udkårne i hånden og oplev det sammen eller via festivalens guidede lysture på cykel, på segway, i kanalbåde og kajakker.En magisk oplevelse til tosomheden!
  5. KÆRLIGHEDSMENU: Kokkene fra Meyers har brugt alle deres romantiske kneb for at sammensætte en kærlighedsmenu med færøsk laks røget i Nordhavn, mør tournedos af oksemørbrad, årstidens bedste grøntsager og chokolademousse som den søde afslutning. Meyers leverer menuen over hele landet 13. februar, og de har klaret al tilberedningen, så I kun skal tænde stearinlysene og dække bordet. Læs mere her!
  6. HJEMMELAVET KÆRLIGHED: Servér mad med kærlighed – vi anbefaler ISABELLAS' bedste opskrift på brændende kærlighed. Det er en klassisker, men den er jo eviggod!

En kærlig omtanke: Hjemmelavede værtindegaver

TIP: Vi vil gerne se din version af valentinsdag. Del det med os på Instagram under #kæreisabellas <3