En snak om gæret hyldeblomstsaft og syltning

Helena Grayston er ekspert i at sylte og har bevis på at være hele Danmarks syltedronning, efter hun vandt en række nationale konkurrencer om syltning. Helena kalder sig da også selv for syltedronningen, så der må bestemt være noget om snakken.
 
 
Et par glas kom frem på bordet, og vi smagte på nogle af hendes dejlige hjemmelavede sylteprodukter: Stikkelsbærsyltetøj og citronpickles. De var virkelig dejlige, så snakken gik på syre, sukker og saltniveauer i forhold til konserveringen, samt hvordan man kan udtrække smagsstofferne fra urterne. En herlig snak om bæredygtige hjemmelavede produkter.
 
Et par andre glas kom på bordet. Og en flaske. Den blev forsigtigt åbnet, så det store tryk ikke sendte alt indholdet ud i en tyk skumstråle. Med en sikker hånd skænkede jeg efterfølgende et par glas af min egen hyldeblomstchampagne op.
 
Vi smagte på den og kiggede på hinanden med et glimt i øjnene. Den overrasker hver gang med sin perlende, læskende og helt forunderlige smag af mousserende hyldeblomster. Der var stadig en god restsødme i den, for den havde kun været på flaske i ni dage. Og det faldt vist i god smag hos syltedronningen.
 
Læs også: Indret med blåt
 
Derefter fiskede Helena en omgang tomme flasker frem og en gærspand med seks liter fermenterede hyldeblomster. Hun havde tidligere fulgt min opskrift på hyldeblomstchampagne, men manglede hjælp til at få den flasket med kapsler og kapselapparat.
 
Vi målte sukkerniveauet og konstaterede, at mosten var gæret helt ud, så derfor blev der hældt sukkerlage i, så mosten kunne efterkarbonere på flaskerne. Helena fik otte flotte flasker hyldeblomstchampagne ud af det og kunne slet ikke vente med at byde sine gæster på drikken i den kommende weekend.