Smukke klatrehortensia
Blomster & Planter

Guide: Dyrk klatrehortensia i haven.

af Hilde Mugaas og Max Martinussen. 20.07.2020
Klatrehortensia dyrkes meget lig almindelig hortensia, men størrelsesmæssigt er den en lidt anden sag. Læs, hvordan du passer og plejer den her.

Klatrehortensia er lidt som navnet antyder alt det skønne ved almindelig hortensia men oppe i højden. Hydrangea anomala klatrer på hegn, stakit, mur og espalier og byder på smukke, store blomsterskærme.

Dyrkning og pleje af klatrehortensia, Hydrangea anomala.

Den smukke klatrehortensia har grønne, hjerteformede blade. I juni blomstrer den med store, hvide blomsterskærme, der har et lidt sjovt og særligt udtryk. Skærmene er nemlig fyldt med små blomster, som er de fertile blomster, og omkring dem kommer færre, men større, sterile randblomster, der fungerer som blikfang.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Klatrehortensiaen kan blive op til 10 m høj og bred og kan have brug for lidt hjælp i form af opbinding i starten. Den klatrer ved hjælp af luftrødder, som hæfter sig til underlaget. Den vil helst stå i næringsrig muldjord, som holdes jævnt fugtig, men det er vigtigt, at jorden er veldrænet. Dette er en plante, som kan trives både på solrige og mere skyggefulde placeringer i haven. Tåler kraftig beskæring godt.

Klatrehortensia, Hydrangea anomala.

Hydrangea anomala ssp. petiolaris

Hvornår skal klatrehortensia plantes?

Du kan plante klatrehortensia i foråret. Sørg for, at du planter i fugtig jord, og på en dag hvor der ikke er meget vind. Sørg for at give den noget støtte i starten, også selvom den er plantet op ad en mur eller et rækværk.

Den bedste jordbund består af let og luftig muldjord med iblandet spagnum. Klatrehortensia nyder fugtig jord, men sørg for, at jorden er veldrænet, så ikke plantens rødder rådner.

Pleje af klatrehortensia

Hydrangea anomala kræver ganske lidt pasning.

Vanding

Planten nyder fugt, og kræver en del vand i vækstperioden. Den har det bedst, hvis den ikke får lov at tørre ud, så i de tørkeperioder, der er blevet mere og mere almindelige herhjemme, er det rigtig vigtigt at være god med vandingen.

Gødning

Giv gødning forår og efterår. Du kan give kompost, eller vælge en kunstgødning i havecenteret. Ligesom med de almindelige hortensiaer, så kan du skifte farven på dine klatrehortensiaer, ved at styre de næringsstoffer, der er til stede i jorden. Du kan simpelthen selv vælge hvilken farve, du ønsker dig, at dine klatrehortensiaer skal have ved at vælge produkter med bestemte nærringssammensætninger.

Beskæring

Beskæring af klatrehortensia forgår altid i det tidlige forår. Den tåler som nævnt kraftig beskæring, og den kraftige vækst gør da også, at det kan blive nødvendigt at være lidt hård ved den, hvis den er blevet for stor.

Hvorfor blomstrer min klatrehortensia ikke?

Hvis planten er ny, skal du højst sandsynligvis blot væbne dig med tålmodighed. Klatrehortensia blomstrer som regel først efter, at de er blevet godt etableret. Ser planten ellers ud til at have det godt, så er der blot at vente. Det tager typisk et par år, før blomstringen for alvor kommer i gang.

Ser planten ud til at mistrives, så kan der være flere årsager. Det vigtigste er, at sørge for at forholdene er som de skal være. Kontroller at du vander korrekt, at jorden er som den skal være og at planten får lys nok. Hvis den står et meget skyggefuldt sted, kan blomstringen godt helt udeblive, selvom planten ellers ser sund ud.