Dyrk frugttræer i krukker
Frugter & Bær

Frugthaver i miniformat (Små frugttræer og -buske)

af Bente Halkjær 3.05.2021
Foto: Tia Borgsmidt.
Drømmer du om at plukke saftige æbler, søde hindbær og fristende figner på altanen eller terrassen? Det kan godt lade sig gøre, når blot du går efter små, kompakte planter. Få tip til dyrkning og gode sorter, så du kan høste stort i din lille krukkehave.

Er din have lille, eller har du blot en altan, kan du sagtens dyrke frugter og bær til husbehov. Mængderne er måske ikke de største, men ud over selve høsten er frugttræer og bærbuske med til at skabe oasestemning, og det kan være en lige så stor glæde som selve det spiselige udbytte.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Dyrk små frugttræer og -buske i krukkehaven

Vælg søjle- og dværgtræer

Når du er på jagt efter små træer, skal du gå efter søjletræer og dværgtræer, for det er dem, der egner sig til dyrkning i krukker.

Søjletræer har, som navnet antyder, søjleform, og sidegrenene er meget korte, hvilket betyder, at frugterne sidder ganske tæt på stammen.

Dværgtræerne har en mere traditionel form, men de er blot mindre i størrelsen. Frugttræer er podet på en grundstamme, som træets vækst afhænger af. Hvis du ønsker et lille træ, er det derfor væsentligt, at træet er podet på en meget svagt voksende grundstamme. Derudover kan sorternes vækst også have betydning, og sortsudvalget er typisk mindre end hos træer i en mere gængs størrelse.

Vigtigt: Store krukker og et godt dræn

Du kan plante i alle typer beholdere, men det er vigtigt, at der er hul i bunden, så overskydende vand kan løbe væk – planterne går nemlig til, hvis de har vand omkring rødderne i længere tid. Vil du give planterne et særlig godt dræn, kan du lægge lecakugler, potteskår el.lign. i bunden af beholderen.

Du skal bruge almindelig god pottemuld, men hvis du vælger at dyrke surbundsplanter som tyttebær og blåbær, skal du gå efter jord, der er specielt beregnet til den type planter.

Planter i krukker har meget begrænset mulighed for at lade rødderne tage på langfart efter vand og næring, så det har stor betydning, at du er omhyggelig med at give den rette mængde vand og næring. Husk, at surbundsplanter fortrækker regnvand frem for det mere kalkholdige vand fra hanen.

Pas på kulde og frost

Vintertiden kan være drøj for krukkevækster, da det er betydeligt koldere for rødderne at være i en krukke frem for at være i havejorden. Du kan hjælpe planterne gennem vinteren ved at pakke krukkernes side og bund ind i bobleplast eller et andet isolerende materiale. Bobleplast pynter ikke, men du kan skjule det med f.eks. en jutesæk omkring.

Stil også krukkerne så tæt på husmuren som muligt, så de er godt beskyttet mod blæst og sne. Har du en overdækket altan eller terrasse, er det et ekstra plus.

Meget små træer og buske (størrelse x-small)

Der er mange muligheder, når du laver en frugt- og bærhave i krukker — prøv f.eks.:

Allåkerbær

Allåkerbær er en lille specialitet, der skal dyrkes i surbundsjord for at trives optimalt. Derudover har planten brug for en makker for at sikre god bestøvning og derved tilfredsstillende frugtsætning – du kan bl.a. vælge sorterne ’Sofia’, ’Beata’ og ’Anna’. Planterne har en krybende vækst, og i maj og juni måned sætter de flotte pink blomster, som senere udvikles til spiselige frugter.

Blomme

Blommetræer behøver ikke at være store og overdådige, for du kan sagtens dyrke blommer på søjletræer. Vælg gerne en af de selvbestøvende sorter ’Anja’ eller ’Top-col’ med smukke og velsmagende frugter.

Blåbær

Lav blåbær er ligesom sine slægtninge en surbundsplante. Planten er løvfældende, og om foråret sætter den talrige små hvide blomster, der senere afløses af de attraktive blåbær. Om efteråret får bladene de skønneste høstfarver, inden de falder af. Planten er selvbestøvende, men du kan opleve, at frugtsætningen bliver endnu bedre, når du har to planter. Der er udviklet nogle sorter af planten, f.eks. ’Plys’ og ’Teddy’.

Dyrk brombær i krukker.

Brombær

Brombær er kendt som livlige planter med lange, tornede ranker, men du kan få gode, kompakte sorter helt uden torne, som egner sig perfekt til dyrkning i krukker. Brombær er selvbestøvende, så du behøver kun at plante en enkelt sort for at se frem til at plukke løs af de glinsende sorte frugter. Prøv f.eks. ’Baby Cakes’ fra Brazel Berry-serien eller ’Little Black Prince’ – begge kan blive cirka en meter høj. Vil du have en særlig lav plante, kan du dyrke sorten ’Black Cascade’.

Figner er helt oplagte i krukkehaven.

Figen

Figen trives under varme himmelstrøg, men du kan også få held med dem på en lun vokseplads på terrassen eller altanen. Planten kan have form som en stor busk eller et lille træ, og den tåler beskæring, hvis du synes, den bliver for stor. Der er flere figensorter at vælge imellem såsom ’Precose de Dalmatie’ og ’Smyrna’. Figenen gemmer blomsterne godt, for de sidder inde i selve figenen. Det kræver en særlig lille hveps, for at fignerne bliver bestøvet, og da den ikke findes i Danmark, udvikler frugterne sig uden at udvikle de små hårde frø indeni. Danskavlede figner knaser derfor ikke.

Hindbær

Hindbær deles i to grupper: Dem, hvor frugterne modner om sommeren, og dem, der bliver ved med at sætte frugt, til frosten gør sit indtog i haven – de såkaldte efterårshindbær. Efterårshindbær har desuden den fordel, at du ikke finder larver fra hindbærbillen i dem. ’Little Sweet Sister’ er en god tornfri efterårstype. Foretrækker du en god krukkeplante uden torne, der giver sommerbær, kan du vælge ’Ruby Beauty’.

Dyrk dine egne japankvæder

Japankvæde

Lille japankvæde dyrkes ofte som en lille prydbusk, der sætter kønne blomster i starten af året. Når efteråret kommer, er de fyldt med små kernefrugter med den mest eventyrlige duft. Frugterne kan sidde på planten i lang tid, men du kan også høste dem og f.eks. bruge dem til gelé.

Vælger du i stedet en opstammet plante som sorten ’Sargentii’, bliver den lille japankvæde forvandlet til et træ med en dekorativ krone. Er du interesseret i planter i buskstørrelse, er udvalget større, her finder du f.eks. ’Pink Lady’ med lyserøde blomster, ’Youki Gotin’ med cremefarvede, fyldte blomster og ’Nicoline’ med mørkerøde blomster. Alle disse japankvæder udvikler gullige frugter senere på året.

Ribs

Ribs er en klassisk bærbusk, der gavmildt sætter skinnende røde frugter år efter år. Ribs er selvbestøvende, og du behøver derfor kun at have en enkelt busk. Der er flere rødfrugtede sorter at vælge imellem, f.eks. ’Rondom’, ’Rolan’ og ’Stanza’. Smagen varierer mellem sorterne, ligesom høsttidspunktet er forskelligt. Hvidfrugtede sorter er sødere i smagen, men til gengæld er disse planter knap så rigt bærende som de rødfrugtede typer. Du kan bl.a. prøve ’Hvid Hollandsk’. Det er også muligt at finde en type med lyserøde frugter, nemlig sorten ’Zitavia’, der ofte kaldes champagneribs.

Solstik

Solstik, der også kaldes jostabær, er en krydsning mellem solbær og stikkelsbær. Planten er tornfri og selvbestøvende. Den sætter mange sorte bær, der på forunderlig vis smager af både solbær og stikkelsbær. Bærrene modner ikke samtidig, så du kan høste over en længere periode. Planten kan blive fyldig i både højden og bredden, men den kan sagtens tåle at blive skåret tilbage.

Dyrk tyttebær i krukker

Tyttebær

Du kan støde på tyttebær ude i naturen, men det er også muligt at dyrke dem selv. Udbyttet er måske ikke det største, men planten er flot året rundt, og det er jo altid en stor glæde. Tyttebær er en stedsegrøn dværgbusk, der kræver surbund. Planten sætter hvide, klokkeformede blomster om foråret, og senere på året dukker de kuglerunde, røde frugter op. Hvis du ikke høster frugterne, kan de blive siddende på planten i lang tid. For at sikre et optimalt udbytte er det vigtigt at plante to forskellige sorter. Den ene kan med fordel være ’Koralle’, der kan have en lille genblomstring i sensommeren, som er særlig smuk sammen med frugterne. Som makker til ’Koralle’ kan du vælge ’Red Pearl’.

Æble

Æble er uden sammenligning danskernes favorittræ i haven, og det kan også sagtens være det på terrassen eller altanen. Æbleblomsterne har behov for fremmedbestøvning, men det er tilstrækkeligt, hvis der er et træ lige i nærheden – det behøver ikke nødvendigvis at være hjemme hos dig. Vælger du et søjleæbletræ, kan du f.eks. købe ’Rondo’, ’Freja’, ’Goldcats’ eller ’Starcats’. Går du derimod efter et dværgtræ, finder du velkendte sorter som ’Discovery’, ’Rød Ananas’ og ’Aroma’.