Gøremål i haven i uge 42
Havekalenderen

Havekalender | Uge 42

Af 0 1.10.2021
01.10.2021 - af: Redaktionen. Foto: Frank Kirkegaard.
Efteråret er som altid fyldt med tanker om næste års havesæson. Der bliver delt, flyttet og sået og i disse dage tager vi også de sarte planter ind, så de ikke går til i de kolde nætter. Læs denne uges tjekliste i haven lige her.

At tale er at så, at lytte er at høste. Man må ikke glemme at lytte. —Ordsprog af tyrkisk oprindelse.

Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.

INSPIRATION TIL GØREMÅL I HAVEN | UGE 42

Tjeklisten:

  • Ind med rosenslynger og bægerranke
  • Sæt røllike på tørre pletter
  • Pas på figner i krukker
  • Plant græsser til pynt
  • Tag frø af skærmlilje

Ind med rosenslynger og bægerranke

De smukke sommerblomster rosenslynger, Rhodochiton atrosanguineus, og bægerranke, Mandevilla, kan tåle temperaturer næsten ned til frysepunktet, men skal overvintres frostfrit. Vil du gemme dem til næste år, skal du tage dem ind nu, så overgangen fra ude- til indeliv ikke bliver for stor. Planterne overvintrer bedst i en frostfri udestue eller i et køligt lyst rum indenfor, men kan vænnes til at stå varmere, hvis de bare har lys nok. Hvis de er meget store, kan du klippe dem ned til mere passende størrelse, når de skal ind at stå. Hold igen med vandingen vinteren igennem.

Sæt røllike på tørre pletter

En smuk, men også noget aggressiv staude, som blomstrer længe, er røllike, Achillea millefolium. Har du et tørt område i haven, som trænger til efterårsblomster, der gerne må brede sig, er den et godt valg. Sorterne ’Red Velvet’ og ’Sammetriese’ har varme røde/mørkerøde blomster fra juli til langt ud på efteråret.

Pas på figner i krukker

Figenplanter, der står i krukker, er mere sarte end dem på friland, da frosten let kan få hele rodklumpen til at fryse til is. Beskyt den ved at pakke potten og en del af planten ind i en vintermåtte, grave hele potten ned i jorden eller opbevare den køligt og lyst inden døre.

Græsser til pynt

Det er den perfekte årstid til at plante smukke prydgræsser. Græsserne findes i både rødlige, brune, blålige, gyldne, sorte og grønne farver, og vækstformerne spænder fra små, lave tuer til høje overhængende eller oprette græsser. De giver et godt samspil med stauderne i staudebedet.

Tålmodighed er en frøformeret skærmlilje

Skærmliljen, Agapanthus, som mange dyrker i potter, er afblomstret nu, men danner dekorative frøstande. Disse kan udvikle spiredygtige frø, hvis de får lov til at blive siddende på planten, til de begynder at skifte farve til brun. Klip frøstandene af, og gem frøene til foråret. Lad dem spire et lunt sted, og væbn dig med tålmodighed: Der kan gå flere år, før løgene er store nok til at blomstre. Blomsterne på de frøformerede skærmliljer kan blive både hvide, lyserøde og blå. Skærmliljer kan stå ude om sommeren, men skal tages ind, så snart der er risiko for nattefrost, og overvintres indendørs.