

Havekalender | Uge 48
Kærligheden til havearbejde er et frø, der, når det først er sået, aldrig dør. - Gertrude Jekyll
Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.
INSPIRATION TIL GØREMÅL I HAVEN | UGE 48
Tjeklisten:
- Lad visne blade gøre gavn.
- Høst de sarte kål.
- Tid til slåenhøst.
- Vand fuglene.
- Du kan stadig nå at beskære
Lad de visne blade gøre gavn
Ligger der stadig visne blade på din græsplæne, har græsset bedst af, at de bliver revet sammen og fjernet, inden vinteren gør sit indtog. Læg bladene ud mellem buske og stauder, hvor de vil gøre gavn som jorddække og virke som spisekammer for havens fugle, der kan finde orme, insekter og andet kravl mellem bladene.

Høst de sarte kål
Har du kål i køkkenhaven, så tjek, om de skal høstes nu for ikke at tage skade af frosten. Det er nemlig ikke alle kål, der er vinterhårdføre. Savojkål er kun delvist hårdfør, og rødkål, hvidkål og spidskål tåler kun ganske let nattefrost, så høst dem og opbevar dem et frostfrit, køligt sted som et skur eller en kælder. Grønkål, purpurkål, palmekål og flere rosenkålssorter kan derimod snildt tåle vinterfrosten, så lad bare dem blive stående, til du skal bruge dem.

8 lækre, men oversete kål, du kan dyrke i haven
Tid til slåenhøst
Tag en kurv under armen og gå ud i naturen for at plukke slåen, som er klar til høst netop nu. Slåenbuske findes langs skovbryn, i krat og hegn, ved klinter og strandvolde. Slåen er i familie med blommer og kirsebær. De modner i sensommeren til matte sort-lilla bær på størrelse med et stort kirsebær. De skal have frost for at smage godt, så har der endnu ikke været frostvejr, skal bærrene en tur i fryseren, så den gode smag kommer frem og den snerpende fornemmelse forsvinder.
Vand fuglene
Husk at fuglene fra nu af får sværere og sværere ved at finde drikkevand, efterhånden som frosten tager fat. Så sørg for, at der er vand i fuglebadet, og hvis det fryser til is, så tø det op med lidt varmt vand.

Havens fugle: 16 fugle, du kan spotte i din have
Du kan stadig nå at beskære
Hvis du ikke har nået at beskære dine frugtbuske og -træer, kan du stadig nå det, inden vinterens kulde for alvor tager over. Høje buskroser kan du også beskære lidt i de yderste grene. På den måde forhindrer du vinterstormene i at gribe fat og ruske hårdt i busken.
