Sådan holder du fyldet i fastelavnsbollerne

Det er det evige problem, når vi skal lave gammeldags fastelavnsboller: At fyldet falder ud. Men hvordan undgår du egentlig at begå de klassiske fejl under bagningen af den populære sag? Vi har samlet de bedste tips.

Onsdag, 7. februar 2018 - 14:13 - af Freja Bang Lyngbo. Foto: Betina Hastoft.

Har du også oplevet, at du omhyggeligt ælter dejen og nøjagtigt måler ingredienserne af til remoncen, og alligevel ender alt fyldet på bagepladen i stedet for i midten af fastelavnsbollen? Det har vi også, og det er da spild af tid. Men heldigvis har vi fundet løsningen: En klistret dej!

Leder du efter en opskrift? Find de 5 lækreste fastelavnsboller her! 

Jo mere klistret din fastelavnsbolledejen er, jo bedre hænger den sammen. Og det betyder selvfølgelig, at fyldet ikke flyder ud, så snart du sætter de svampede, søde boller i ovnen. Det kan måske være lidt mere vanskeligt at have at gøre med sådan en klistret dej, men det er altså alt besværet værd! 

Stop æltningen, og brug tiden på at lukke bollerne

Det næste tip er, at du skal tage dig god tid om at lukke bollen. Sørg for, at der ingen huller eller riller er, hvor remoncen kan flyde ud. Den skal nok finde vej gennem selv de mindste sprækker, for den vil bare så gerne ud på bagepladen. Undgå også at rulle dejen for tyndt ud, for det er ofte her, at fyldet presser sig på og laver hul i dejen - og så flyder det selvfølgelig også ud. Ja, det er ikke nemt! 

Læs også: 5 idéer til vinterferien

Undgå desuden at ælte dejen for meget, da den så bliver mere elastisk og tør, end hvis du bare ælter den kort og bevarer dens klistrede struktur. Har du problemer med at få dejen nøjagtigt som ønsket, kan du også afværge en potentiel remonce-krise ved blot at komme mindre fyld i bollerne. Så presser det ikke så meget på dejen, men til gengæld smager bollerne jo heller ikke helt lige så skønt af remonce. 

Ovnen ingen adgang

Skal du bage fastelavnsboller af vandbakkelsesdej, er det vigtigt, at du ikke åbner ovnen, inden fastelavnsbollerne er færdige. Det er særligt de første 25 minutter, du skal holde dig væk. For åbner du ovndøren, falder vandbakkelserne sammen. Hvis du ikke er helt sikker på, at dejen er færdig, når bagetiden er gået, kan du evt tage en vandbakkelse ud af ovnen og stille den på køkkenbordet. Hvis den ikke falder sammen, så er fastelavnsbollerne færdige. 

Skal du give blomster på valentinsdag? Bliv klogere på, hvad blomsterne betyder. 

Læs også:

Opskrift på fastelavnsboller med konditorcreme