Bulgursalat med bønner og skvalderkål

Har du haven fyldt med skvalderkål, behøver det ikke være en plage. Brug skvalderkålen i denne lækre syrlige salat, og få gavn af dit ukrudt.

Mandag, 16. april 2018 - 10:14 - af Susanne Palmqvist.

Skvalderkål kan let blive irriterende i haven, fordi det hurtigt spreder sig vidt og bredt, og er utrolig hårdfør. Men faktisk kan du bruge ukrudtet i et væld af lækre retter. Skvalderkål er fyldt med bl.a. B- og C-vitaminer, så det fungerer næsten som en form for vitaminpille.

Kålen smager lidt af en blanding af persille, gulerod og peber, og kan derfor give en god smag til mange forskellige former for mad. Faktisk siger man, at man kan bruge skvalderkål på samme måde, som man bruger spinat. Prøv det fx i denne lækre bulgursalat med bønner!

Se vores 7 lækre retter til frokostbordet

Det skal du bruge til bulgur med bønner og skvalderkål:

2 personer

  • 2 dl grov bulgur  
  • 4½ dl vand  
  • Lidt salt
  • 2 små usprøjtede citroner
  • 2 spsk. rapsolie
  • Salt og peber
  • 200 g fine bønner
  • 2 dl skvalderkålsblade

Du kan også prøve en sprød cæsarsalat med hjemmelavet dressing

Sådan gør du:

  1. Skyl bulguren grundigt, og kog den i letsaltet vand i 10 minutter.
  2. Lad bulguren trække i 10 minutter, og rør den igennem med en gaffel.
  3. Riv skallen af den ene citron, og skær derefter alt det hvide af.
  4. Skær citronfileterne fri af hinderne, og halvér dem.
  5. Pres saften af resterne af citronen, og pres også saften af den anden citron.
  6. Pisk rapsolie sammen med citronsaft og -skal, og smag til med salt og peber.
  7. Vend dressingen og citronstykkerne sammen med bulguren.
  8. Lad salaten stå og trække et par timer.
  9. Nip bønnerne, og kog dem i 2-3 minutter i saltet vand, til de er knap møre.
  10. Lad bønnerne køle af i koldt vand, og skær dem i mindre stykker, eller flæk dem.
  11. Skyl og nip skvalderkålen, og hak den fint.
  12. Vend begge dele i bulgursalaten, og servér.

Hvis det skal lidt lettere: 3 nemme salater til madpakken

Læs også: