Se også
Kager
Gammeldags pæretærte med nøddecrumble
Denne pæretærte med nøddecrumble er så skøn, at du får lyst til at lave (og smage!) den igen og igen. Brug pærer fra haven eller udvælg de fire sprødeste og sødeste af slagsen, du kan finde i supermarkedet.
af Cecilie Svensson.
23.03.2023
Foto: Stine Christiansen.
Vi kan ikke få nok af søde desserter med saftige, friske frugter - og denne skønne pæretærte med nøddecrumble er ingen undtagelse!
Servér med cremet cremefraiche eller luftig flødeskum på toppen, og du har en skøn og smagslækker kompagnon til eftermiddagskaffen.
1 stk
Mørdej
- 125 g koldt smør
- 200 g hvedemel
- 65 g flormelis
- 1 stor æggeblomme
- Lidt smør
Fyld
- 4 mellemstore pærer
Crumble
- 50 g hasselnødder
- 150 g smør, stuetempereret
- 125 g lys muscovadosukker
- 50 g havregryn
- 125 g hvedemel
- ½ tsk. kardemomme
Tilbehør
- Cremefraiche eller flødeskum
Sådan laver du pæretærte
Mørdej
- Hak det kolde smør med mel og flormelis i en køkkenmaskine, indtil det ligner rasp.
- Tilsæt æggeblommen, og kør et par sekunder, til dejen lige nøjagtig begynder at samle sig.
- Hæld dejen ud på køkkenbordet, og saml den til en klump med hænderne. Jo mere du ælter og rører ved dejen, jo tungere og sejere bliver den, så det skal gøres hurtigt og med let hånd. Pak mørdejen ind i husholdningsfilm, og lad den hvile i køleskabet i 1 time.
- Rul dejen ud på et meldrysset bord. Smør en tærteform med løs bund, Ø 26 cm, med lidt smør. Tryk siderne ind, og kør en kagerulle over kanten af formen, så den overskydende dej kommer af. Den kan fryses og bruges, næste gang du skal bage.
- Skær pærerne i tern – du behøver ikke at skrælle dem, og fordel dem i tærtebunden.
Crumble
- Hak hasselnødderne.
- Bland hurtigt ingredienserne til crumblen med fingerspidserne, til den ligner krummer. Fordel den over pæretærten.
- Bag tærten ved 170° på midterste rille i ovnen, til toppen er gylden og sprød og pærerne møre. Det tager ca. 35 minutter.
- Servér tærten lun med cremefraiche eller flødeskum til.
TIP: Kagen kan fryses hel og tøs op i ovnen ved 180°.