Se også
Grønt
Fermenterede tomater med chili
Tomaten er en stjerne i adskillige verdenskøkkener og kan tilberedes på uendelige måder. Prøv vores opskrift på fermenterede tomater med chili.
af Mikkel Karstad. Redigeret til web / FOTO Anders Schønnemann
26.07.2023
Tomatsæsonen er lang, og mulighederne er uendelige. Ved fermentering gøres fødevaren sur og beskyttes derfor mod vækst af uønskede forrådnelsesbakterier. Fermenterede tomater kan derfor holde sig i op mod 2 måneder.
4 personer
Ingredienser
- 1½ kg cherrytomater
- 1 bundt frisk koriander
- 2 løg
- 3 fed hvidløg
- ½ frisk rød chili
- ½ dl æblecidereddike
- 3 spsk. havsalt
Sådan laver du fermenterede tomater med chili
- Skyl tomater og koriander, og afdryp grundigt. Skær tomater i halve, og hak koriander groft.
- Pil løg og hvidløg. Halvér løget, og snit det helt fint. Hak hvidløg.
- Skyl chilien, og halvér den. Fjern kernerne, og hak chilien fint.
- Bland tomater, koriander, løg, hvidløg og chili med eddike og salt i en stor skål med hænderne i 5-10 minutter. Når løgene er "faldet sammen", er ingredienserne blandet godt nok sammen.
- Fordel tomatblandingen i 1-2 store, skoldede syltetøjsglas, tryk godt sammen, og sæt låg på.
- Lad dem stå på køkkenbordet i 3 dage. Løft låget 1 gang om dagen, så der ikke kommer overtryk.
- Sæt dem på køl efter de 3 dage. Her kan de holde sig 1-2 måneder.