Guide til grønne indkøbsvaner

De fleste dagligvarebutikker har efterhånden et bredt udvalg af økologi. Men du kan gøre en indsats i hverdagen for at gøre dine indkøb endnu grønnere. Hvad siger du til en købmand helt uden emballage eller en butik, der sælger det, supermarkederne ikke vil have?

Torsdag, 2. februar 2017 - 12:59 - af Sustain daily / sustaindaily.dk

På ISABELLAS er vi vilde med økologi og bæredygtighed. Derfor har vi lavet et samarbejde med pigerne bag sustaindaily.dk – et bloggernetværk og webmagasin, der zoomer ind på bæredygtig livsstil. De deler ud af grønne eksperimenter og erfaringer, så os bag skærmen kan inspireres til at træffe mere miljøvenlige valg. Sustain Daily har her samlet deres bedste bud på grønnere indkøbsvaner!

LØS market – emballagefri købmandsbutik

Saxogade 77, 1620 København V.

Hvis du er træt af al den plastik, der ofte følger med økologiske indkøb, så prøv en emballagefri købmand! Hos LØS på Vesterbro i København har de alt, hvad dit køkkenhjerte begærer - dadler, ølandshvedemel, kaffe, cookies, rødvin, valnødder, linser, vi kunne blive ved - helt uden emballage og altid økologisk. Du kan tage dine egne beholdere med og fylde dem med lækre sager eller købe glas, stofposer eller papirposer i butikken.

Læg vejen forbi LØS, fordi du slipper for emballage, kan finde alt mellem himmel og jord på ét sted og kan købe lige præcis de mængder, der passer dig.

Vil du se, hvordan LØS market ser ud? Se videoen fra Sustaindailys besøg.

Fødevarefællesskaber - økologisk, lokalt og solidarisk

Find dit nærmeste fødevarefællesskab på døff.dk.

Fødevarefællesskaber er indkøbsforeninger, som køber økologisk og lokalt dyrket frugt og grønt til sine medlemmer. De findes i hele landet, sikrer dig billige og sæsonbaserede økologiske grøntsager året rundt og er typisk en stor oplevelse af blive medlem af - pludselig går det op for dig, at rosenkål vokser på stok, og at der findes majroer og skorzonerødder! I mange fødevarefællesskaber tager alle medlemmer vagter, hvor de f.eks. pakker grøntsagsposer til de andre medlemmer eller har kontakt med avlere og landmænd.

Bliv en del af et fødevarefælleskab, fordi det gavner de økologiske landmænd i dit nærområde og giver dig en større fornemmelse for årstidene og deres råvarer.

Too Good to Go - en app mod madspild

Download Too Good To Go i Appstore eller Google Play.

Too Good To Go giver dig mulighed for at købe overskudsmad fra bagere, caféer og restauranter i hele landet lige omkring lukketid. For helt ned til 20 kroner kan du dukke op og fylde en boks med sushi, brød, salat, kinesisk buffet eller hvad der nu findes i dit lokalområde. Vi er særligt vilde med brødposerne fra bagerkæden emmerys, som ofte både indeholder brød, boller og kage.

Prøv Too Good To Go, fordi du er med til at mindske madspild og for meget få penge kan få rigtig meget lækker mad, som ellers ville ende i en skraldespand.

Weefood - et supermarked med overskud

Wefood har butikker på Amager og Nørrebro i København og åbner i Aarhus i løbet af 2017.

Hos det alternative supermarked Wefood kan du finde varer, som andre supermarkeder ikke vil sælge. Det kan skyldes mange ting: At der er produceret for store mængder, at varer som f.eks. fastelavnsboller, peberkagekrydderi eller påskeæg ikke er i sæson længere, at emballagen er beskadiget, eller at udløbsdatoen nærmer sig. Wefood-butikkerne er primært drevet af frivillige, og overskuddet går til Folkekirkens Nødhjælp.

Sving forbi Wefood, fordi du bekæmper madspild, hjælper folk i nød og er med til at vise, at du godt kan købe en vare, selvom dens papkasse er gået i stykker.

Vil du læse mere?

Hvis du vil have flere tips og tricks til en bæredygtig hverdag, så klik ind på sustaindaily.dk

Læs også:

5 myter om bioaffald