Se også
Aftensmad
Lammekølle med svesker og abrikoser
Vinteren er perfekt til gedigne og langtidsstegte retter, der passer sig selv i ovnen. Denne lammekølle med både svesker, abrikoser og kanel smager himmelsk. Her har vi serveret den med couscous til.
af Camilla Zarah Lawes.
1.02.2016
Foto: Wichmann+Bendtsen photography.
Med en forholdsvis lille arbejdsindsats i køkkenet kan du lave god og mættende mad, som den her lammekølle, der nok skal blive et hit omkring middagsbordet. Retten er tilberedt i en tagine, men du kan også bruge en stegeso eller en gryde med låg, der kan tåle at komme i ovnen.
4 personer
Ingredienser
- 1 udbenet lammekølle, ca. 1,2 kg
- Olivenolie
- 2 løg
- 2 tomater
- 12 svesker uden sten
- 3 spsk sorte sesamfrø
- 100 g mandler
- 12 abrikoser
- 3 kanelstænger
- 3 stjerneanis
- 6 små hele hvidløg med skal
- 3 dl hvidvin
- 3 dl vand
- 1 dl ahornsirup
Couscoussalat
- 250 g couscous
- 4 forårsløg
- 1 gul peberfrugt
- Skal af 1 usprøjtet appelsin
- 1 tsk kanel
- 1 tsk spidskommen
- 4 spsk frisk koriander
- 4 spsk frisk mynte
- ½ dl rapsolie
- 1 spsk honning
- Lidt citronsaft og skal af 1 citron, usprøjtet
- Havsalt og friskkværnet peber
Sådan laver du lammekølle med svesker og abrikoser
- Smør taginen eller stegesoen med olie i bunden. Læg kødet i bunden.
- Pil løgene, og skær dem i både. Skyl tomaterne, og skær også dem i både.
- Rul sveskerne i sesamfrø. Smut mandlerne.
- Fordel løg, tomater, svesker, abrikoser, kanelstænger, stjerneanis, mandler og hvidløg over kødet. Hæld vin, vand og sirup over.
- Sæt låget på, og steg i ovnen i 3½ time ved 175°.
Couscoussalat
- Tilbered couscous som anvist på pakken, og afkøl den.
- Rens forårsløgene, og skær dem i tynde skiver.
- Skyl peberfrugten, og skær den i små tern.
- Riv appelsinskallen fint. Bland couscous med forårsløg, peberfrugt, appelsinskal, krydderier og krydderurter.
- Rør olie med honning, citronsaft og -skal, og krydr med salt og peber.
- Hæld olieblandingen over couscoussalaten, vend godt, og pynt med friske korianderblade. Server den som tilbehør til lammekøllen.