Kød og fjerkræ

Timian due med grønsager

Kød fra due smager af vildt og er meget saftigt. Det kan tilberedes på mange forskellige måder, her krydret med masser af timian.
af Marie Melchior, Foto: Betina Hastoft 1.06.2011

(6 personer)
6 duer
200 g smør
1 stort bundt timian
6 fed hvidløg
havsalt og peber
1 helt hvidløg
3 spsk olivenolie
2 dl rødvin, fx Chianti

Læg duerne i et ildfast fad eller bradepande. Dup duerne tørre indvendigt og udvendigt. Skær 6 smørterninger på ca. 2 x 2 cm. Del timianbundtet i 6 buketter. Læg et fed hvidløg, en smørterning og en buket timian i hver due. Gnid duerne ind i resten af smørret. Krydr med salt og peber.

Skær det hele hvidløg over og læg det i bradepanden mellem duerne. Dryp olivenolie og halvdelen af rødvinen over fuglene. Dæk duerne til med alu-folie og sæt dem i en 200° varm ovn i 10 minutter. Skru ned til 180°. Fjern folien og hæld resten af vinen over duerne. Lad dem stege yderligere 25-30 minutter. Tag bradepanden ud af ovnen og lad duerne trække i 10 minutter, før de serveres i egen skysauce.

Smørdampede grønsager
1 courgette
1 bundt grønne asparges
1 bundt babygulerødder
1 bundt forårsløg
3 majroer
50 g smør

Skyl og klargør alle grønsagerne. Skær courgetten i tynde bjælker og dernæst i stykker på 5-6 cm. Bræk den træede ende af aspargesene og skær dem i mindre stykker. Er gulerødderne i babystørrelse, skal de ikke skæres ud.

Fjern det yderste af forårsløgene. Skrub majroerne og skær dem i kvarter. Blancher alle grønsagerne i kogende vand. Start med majroer og kog dem i 3 minuttter. Tilsæt gulerødderne og kog yderligere 5 minutter. Tilsæt courgette, asparges og forårsløg og kog alle grønsagerne sammen i 3-4 minutter. Hæld vandet fra. Smelt smørret i gryden og vend grønsagerne i det smeltede smør. Server de smørdampede grønsager til duerne.