Se også
Desserter
Nougat-islagkage med hasselnødder og saltkaramel
Er du vild med nougatis, vil du elske denne islagkage. Den består af cremet mælkeis med knasende, karamelliserede hasselnødder i flere lag samt blød og lækker saltkaramelsauce.
af Maja Ambech Vase.
24.06.2015
Foto: Columbus Leth.
Når du først har smagt denne islagkage, vil du aldrig vende blikket mod de færdiglavede versioner. Vi lover, den er vanedannende god!
6 personer
Karamelliserede nødder
- 125 g hasselnødder
- 125 g sukker
- 1 nip salt
Is
- 2 dl piskefløde
- 2 dl minimælk
- 125 g sukker
- 1 nip salt
Karamelsauce
- 100 g sukker
- 20 g smør
- 1 dl piskefløde
- 1 nip salt
Sådan laver du nougat-islagkage med hasselnødder og karamel
Karamelliserede hasselnødder
- Rist hasselnødder i ovnen i 5-10 minutter ved 200°. Gnub skallerne af de varme nødder i et viskestykke, og lad nødderne køle helt af. Hak nødderne.
- Smelt sukker til gylden karamel i en lille gryde ved middelvarme.
- Tag gryden af varmen, og kom hasselnødder og salt i.
- Hæld massen ud på et stykke bagepapir, og lad den køle helt af. Hak massen fint.
Nougatis
- Kom fløde, mælk, sukker og salt i en skål, og rør rundt, indtil sukkeret er opløst.
- Kør massen på ismaskine. Har du ikke en ismaskine, kan du komme massen i en skål og sætte den i fryseren, og røre jævnligt, til isen har en passende konsistens.
- Fordel 100 g hasselnøddekrokant i bunden af en springform, der måler ca. 16 cm i diameter, og kom halvdelen af isen ovenpå.
- Fordel yderligere 100 g hasselnøddekrokant i et jævnt lag oven på isen, og læg så resten af isen ovenpå.
- Gem resten af krokanten til servering. Sæt islagkagen i fryseren natten over.
Karamelsauce
- Varm fløden op, og sæt den til side.
- Smelt sukker til mørk karamel i en tykbundet gryde.
- Tag gryden af varmen, og rør smør og salt i.
- Rør til sidst den varme fløde i lidt ad gangen. Smag til med salt. Lad karamelsaucen køle helt af.
- Pynt islagkagen med resten af hasselnøddekrokanten og lidt karamelsauce. Kom resten af karamelsaucen i en skål på dessertbordet.