Desserter og kager

Pecan pie med kokos-smørbund

En af vores favorittærter er den amerikanske pecan pie. Her får du opskriften på en nem og autentisk én af slagsen fløjet direkte ind fra Sydstaterne!
af Nichole Accettola / Foto: Stine Christiansen 8.04.2015
pecan pie

Pecan pie er specielt populær i Sydstaterne i USA, hvor hver familie bager deres egen udgave af den allerbedste. I denne opskrift er bunden lavet med brunet smør og kokos - to ingredienser som forstærker den gode og fyldige smag af nødder.

Læs også: Nøddetærte med karamel

Pecan pie med kokos-smørbund

Ca. 10-12 portioner

Tærtebund:

  • 112 g koldt smør
  • ca. 50 g kokosmel
  • 190 g hvedemel
  • ½ tsk. sukker
  • ½ knivspids fint salt
  • ¼-½ dl iskoldt vand

Tærtefyld:

  • 200 g pekannødder
  • 4 spsk. Smør smeltet og afkølet
  • 150 g sukker
  • 2½ dl lys sirup
  • 2 æg, letpiskede
  • 1 tsk. vaniljeessens
  • 1½ tsk. citronsaft

FÅ FLERE OPSKRIFTER PÅ SØDE SAGER MED MAD & BOLIG!

Sådan laver du pecan pie:

  1. Tærtebund: Brun halvdelen af smørret på en meget varm stegepande. Tilsæt så meget kokosmel, som smørret kan tage, når smørret er gyldent. Stil kokosblandingen i køleskabet, til den er helt kold. Bland mel, sukker og salt i en foodprocessor. Skær den anden halvdel af smørret i små tern, og hæld dem i melblandingen.
  2. Tænd og sluk for foodprocessoren i korte omgange, til blandingen er fintsmuldrende. Hæld vand i lidt ad gangen, til dejen lige akkurat samler sig. Der kan godt være vand i overskud. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og lad den hvile 1 time i kølekabet. Rul dejen ud til en cirkel, ca. 3 mm's tykkelse, og placér den forsigtig i en dyb tærteform med høje sider. Skær den til, så der ikke er mere end 1 cm ud over kanten. Fold den overskydende dej ind under kanten, og tryk kanterne sammen med fingrene for at lave et flot mønster. Stil bunden på køl i mindst 30 minutter.
  3. Tærtefyld: Bræk pekannødderne i små stykker, og rør alle ingredienser sammen i en skål. Hæld blandingen over den kolde tærtebund. Bag tærten ved 175° i 60 minutter. Dæk evt. tærten med alufolie, hvis kanten bliver for mørk, før den er færdigbagt. Servér tærten lun. Skal det være ekstra festligt, så servér tærten med en kugle god vanilje- eller karamelis, det tager den ikke skade af.

Læs også: Frisk cheesecake med solbær