Desserter og kager

Timm Vladimirs gulerodskage

Findes der noget bedre end en nybagt gulerodskage med fed ostecreme på toppen? Her får du Timm Vladimirs opskrift på gulerodskage!
Opskrift og foto af Timm Vladimir 30.07.2015
Gulerodskage - Timms opskrift

Jeg elsker gulerodskage! I 9 ud af 10 tilfælde er det sådan en, jeg bestiller, når jeg er på café og har lyst til kage. Det er noget med blandingen af kanel, det søde fra gulerødderne og den tunge konsistens, der bare spiller godt sammen med ostecremen på toppen. Som der selvfølgelig ikke skal spares på. Cremen kan varieres efter smag. Du kan for eksempel bruge mascarpone i stedet for den Philadelphia, jeg har brugt. Jeg kan godt lide den lidt salte Philadelphia, men mascarpone er jo også et fantastisk produkt; lidt sødere og mere cremet. Du kan også sagtens rive lidt appelsinskræl eller dryppe appelsin/citron saft i cremen. Hvis du laver kagen til en børnefødselsdag, kan du farve cremen med frugtfarve så den bliver rød, grøn, gul, eller måske endda blå! Og du kan drysse med krymmel eller sukkerkugler, der matcher. Cremen er også fantastisk til cupcakes. Jeg er stadig lidt i tvivl, om min mors gulerodskageopskrift er bedre, end den du får her, men indtil det er bevist, får du min opskrift. Jeg lover at poste min mors, hvis det viser sig, hendes er bedst.

Prøv også: Klassisk gulerodskage med krydderier

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Timms gulerodskage

Det skal du bruge til Timms gulerodskage:

Gulerodskage:

  • 5 dl hvedemel
  • 3 tsk stødt kanel
  • 2 tsk natron
  • 2 tsk bagepulver
  • 3 dl vindruekerneolie
  • 4dl muscovadosukker (du kan bruge brun farin i stedet)
  • 4 æg
  • 500 gram fintrevet gulerod
  • Et godt drys havsalt

Ostecreme:

  • 200 gram Philadelphia flødeost
  • 150 gram blødt smør
  • 160 gram flormelis
  • 1-2 spsk vanillesukker

Prøv også: En appelsinkage med polenta

Sådan laver du Timms gulerodskage:

  1. Forvarm ovnen til 180 grader varmluft. Bland de tørre ingredienser sammen i en skål; mel, kanel, natron, bagepulver og salt.
  2. Rør de våde ingredienser sammen i en anden skål; vindruekerneolie, muscovadosukker og æg. Pisk de to blandinger sammen på røremaskinen og tilsæt de revne gulerødder. Lad det røre lidt på laveste hastighed.
  3. Hæld dejen i en smurt form og sæt i ovnen i 50-60 minutter. Prik med en strikkepind i midten efter 45 minutter. Der må ikke hænge dej ved, så skal den have mere. Lad den køle helt af.
  4. Pisk alle ingredienserne til ostecremen sammen, fordel ostecremen på kagen, gerne lidt rustikt, og server.​

​Prøv også: Kagedronningen Mette Blomsterbergs opskrift på gulerodskage

​Prøv også: Timm Vladimirs opskrift på rugbrødslagkage