Drinks & Cocktails

Gin fizz med ildtorn

En nem, festlig og velsmagende drink - hvem vil ikke gerne servere det for sine gæster? Du får her opskriften på en gin fizz med en sirup af ildtorn.
Opskrift og foto: Skovdalnordic.com 21.11.2022
Orange drink med ildtorn i glas

De små, knaldrøde bær, ildtorn, smager bittert og er uspiselige uden tilberedning, men efter en tur i gryden med lidt vand og sukker, bliver det til en lækker sirup, du kan hælde i drinken.

Bland siruppen sammen med gin og danskvand, og du får en moderne udgave af klassikeren gin fizz, der har rødder helt tilbage i 1880'erne. Den smager godt, er nem at lave og ser flot ud med den karakteristiske orangerøde farve.

2 glas

Sirup

  • 150 g ildtorn
  • 500 g sukker
  • 5 dl vand

Desuden

  • 4 cl gin
  • Ca. 1 dl danskvand
  • Isterninger
  • Evt. æble til pynt

Sådan gør du

Sirup

  1. Hvis bærrene ikke har fået nattefrost, skal de fryses i 24 timer inden tilberedningen.

  2. Kom dem i en gryde sammen med sukker og vand, og kog siruppen ind – det tager ca. 1 time og 45 minutter – og si den.

Desuden

  1. Kom 2 cl ildtornsirup og 2 cl gin i hvert cocktailglas. Fyld glasset 3/4 op med is, og top derefter med danskvand.

  2. Brug en ske til at hvirvle det hele sammen. Pynt evt. med æble, og servér straks.