Forretter

Mimoseæg med asparges og laks

Server en lækker forret, der smager af forår. Her får du opskriften på lækre mimoseæg med grønne asparges, røget laks og ørredrogn.
af Marie Melchior 3.03.2021 Foto: Jakob Helbig.
Opskrift: Mimoseæg med asparges og laks

Mimoseæg med asparges og laks

  • 6 æg
  • 2 spsk mayonnaise
  • 1 toppet tsk dijonsennep
  • 1 spsk piskefløde
  • Havsalt og friskkværnet peber
  • 2 spsk purløg, hakket

Desuden

  • 1 bundt grønne asparges
  • 6 skiver røget laks
  • 1 glas ørredrogn (50 g)

I foråret er der masser af dejlige stunder at glæde sig til, hvor familien og venner skal samles og nyde lækker mad. Påske, pinse og skønne forårsaftener kan gøres endnu mere hyggelige og lækre med en god forret. Prøv denne opskrift på lækre mimoseæg.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sådan laver du mimoseæg med asparges og laks

  1. Kog æggene, til de er hårdkogte. Afkøl æggene, pil dem, og skær dem i halve. Tag blommerne ud af hviderne, og læg hviderne på et fad. Mos 4 af blommerne. Rør de mosede æggeblommer med mayonnaise, sennep, fløde, salt, peber og hakket purløg. Læg cremen ned i hviderne. Riv de sidste æggeblommer på et rivejern, og drys dem over de fyldte æggehvider.
  2. Asparges: Bræk enderne af aspargeserne, og damp dem i spilkogende vand i 3-4 minutter. Hæld vandet fra, og afkøl dem i koldt vand. Vikl laks om 3-4 asparges pr. person. Læg dem på en tallerken sammen med 2 halve mimoseæg. Pynt med ørredrogn, og server.

Tip!
Vil du have en mindre fed smag, kan du erstatte piskefløde med kaffefløde og mayonnaise med skyr. Tilsæt evt. lidt mere salt, så retten smager af mere.