Forretter

Tartines med karamelliseret pære og brie

Den klassiske franske ristede sandwich, tartine, er her toppet med cremet brie, karamelliseret pære og friskplukket, duftende salvie.
Tekst og foto: Winnie Methmann. 28.08.2023

Tartines er en form for fransk smørrebrød eller åben sandwich, der kan minde lidt om italiensk bruschetta. De består af surdejsbrød med forskellig topping, og du kan servere dem til enhver lejlighed: Som tilbehør til maden, som snack eller til frokost - du bestemmer! Her får du en version med cremet brie og karamelliseret pære som topping!

4 personer

Ingredienser

  • ½ dl olivenolie
  • 4 skiver surdejsbrød
  • 2 pærer
  • 1 spsk. smør
  • 1 spsk. honning
  • 1 spsk. piskefløde
  • 1 brieost, ca. 200 g
  • Frisk salvie

Sådan laver du tartines med karamelliseret pære og brie

  1. Forvarm ovnen til 200 grader.
  2. Pensl olivenolie på hver side af brødskiverne, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ca. 10 minutter, og vend dem halvvejs.
  3. Skær pærerne i tynde skiver, evt. med et mandolinjern.
  4. Smelt smørret på en pande, og rist pæreskiverne ved middelvarme. Tilsæt honning og fløde, og lad lagen koge ind ved svag varme – rør gerne i den imens.
  5. Arranger 2-3 stykker brie på hver skive brød, og rist brødskiverne med ost i 5-10 minutter i ovnen, til osten smelter. Top med 2-3 stykker karamelliseret pære og frisk salvie.