Fisk og skaldyr

Italienske snegle

Julesnegle a la Volpi - lumache alla volpi. Hemmeligheden ved Giovannis snegle, som indgår i familiens julemåltid, er et pisket æg, der benyttes til at legere retten og dermed samler smag og konsistens.
af Henrik Kerrn-Jespersen / Foto: Jacob Termansen 6.12.2008

(6 personer)
36-48 vinbjergsnegle fra dåse (6-8 per person)
ca. 6-700 g frisk bladspinat
1 æg
2-3 spsk smør, gerne fra
Aabybro-mejeri
6-12 tynde skiver lyst brød, ristet i smør på en pande
lidt friséesalat til pynt
salt og peber

Vask bladspinaten og dryp den godt af. Smelt varsomt smørret på panden og sauter bladspinaten, så den falder sammen. Tilsæt sneglene og varm det hele godt igennem. Pisk ægget og vend det hele godt sammen, så retten legeres, men undgå at det koger - det vil få ægget til at skille.
Smag til med salt og peber og fordel sneglene på skiver af ristet brød. Server dem på et stort fad eller på seks tallerkener og pynt med lidt frisk friséesalat som let bitter og sprød kontrast til sneglene.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

TIPS: Hvis man føler sig usikker, kan det være en god idé at bruge et pasteuriseret æg til at legere retten.