Kager

Chokoladelagkage med vaniljecreme og hindbærskum

Lav en lækker chokoladelagkage til den næste fødselsdag. Her kombineres lækre chokoladebunde og frisk vaniljecreme med hindbær i en smuk og farverig kage.
af Camilla Lawes 23.01.2013 Foto: John Bendtsen.
Chokoladelagkage

Bunde

  • 400 g rørsukker
  • 4 æggeblommer
  • 200 g smør
  • 300 g hvedemel
  • 7 spsk kakao
  • 4 tsk bagepulver
  • 2-2½ dl kogende vand
  • 4 æggehvider, stift piskede
  • Smør til formen

Vanillecreme

  • 1 æg
  • 15 g majsstivelse (Maizena)
  • Korn af ¼ stang vanilje
  • 2½ dl sødmælk
  • 40 g rørsukker
  • 2½ dl piskefløde
  • 300 g frosne hindbær (lægges i en sigte og tøs op med en skål under, gem saften til glasuren)
  • 4-6 spsk flormelis

Pink glasur

  • 3 dl flormelis
  • Hindbærsaft
  • Desuden: Hindbærskum og marcipanroser og -blade

Alle gode fester har en flot kage. Denne lækre chokoladelagkage, fyldt med sød vaniljecreme og frisk hindbærskum og pyntet med glasur og marcipanroser, er den perfekte kage til sådan en fest. Denne chokoladelagkage er flot og festlig at se på, og så smager den super godt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Leder du efter inspiration til en anderledes lagkage? Prøv en lagkage med kastanjecreme.

Bunde Pisk rørsukker godt med æggeblommerne. Smelt smørret, og hæld det i en tynd stråle i æggemassen, mens du pisker. Sigt mel, kakao og bagepulver sammen, og vend det i dejen. Tilsæt det kogende vand lidt ad gangen, rør godt. Vend forsigtigt de stift piskede æggehvider i dejen. Smør en springform (Ø 24 cm) godt med smør. Hæld dejen i formen. Bag kagen ved 170° i 30-40 minutter. Afkøl kagen helt, og flæk den i 3 lagkagebunde.

Vaniljecreme Pisk ægget sammen med majsstivelse i en gryde. Tilsæt vaniljekorn, mælk og rørsukker. Kog det hele op i ½-1 minut under omrøring. Når cremen har fået en fast konsistens, tages den af varmen. Stil den til afkøling. Pisk fløden til skum, og vend de optøede hindbær i, smag til med flormelis (tag lidt hindbærskum fra til pynt). Vend forsigtigt vaniljecremen i, så du har en luftig hindbærcreme. Saml din chokoladelagkage ved at fordele halvdelen af hindbærcremen over den første bund, læg midterbunden på og resten af hindbærcremen. Slut af med den sidste bund.

Glasur Rør glasuren sammen, og hæld den over din chokoladelagkage. Fordel den med en palet. Stil den færdige chokoladelagkage koldt, så glasuren kan sætte sig.

Pynt Kom det gemte hindbærskum i en sprøjtepose, og sprøjt et par klatter på glasuren. Læg en marcipanrose i hver klat samt et marcipanblad således at du får en smuk chokoladelagkage.

Se her, hvordan du laver marcipanroser og anden flot pynt i marcipan til dine kager

Server din chokoladelagkage ved festlige lejligheder.