Se også
Kager
Kransekage til nytår - trin for trin-guide
Kransekagen er både en lækker og solid tradition til nytår! Det er tilmed sjovt at lave den selv. Vi guider dig trin for trin til at lave det flotteste kransekagetårn.
af Carsten Kyster.
15.12.2020
Foto: Columbus Leth.
De fleste vælger nok at købe deres kransekage til nytår. Men det er slet ikke så svært at lave sin egen - og dine gæster vil helt sikkert blive imponerede, når du disker op med en hjemmelavet kransekage. Du kan sagtens servere den til andre festlige lejligheder, som fx konfirmation eller bryllup. Vi giver dig opskriften her samt en trin for trin guide, der viser hvordan du laver et flot og festligt kansekagetårn.
6 personer
Ingredienser
- 500 g ren marcipan
- 100 g flormelis
- 2 æggehvider
- 150 g flormelis
- ½ dl vand
Sådan laver du kransekage
- Rør marcipanen til din kransekage sammen med flormelis og æggehvider, og kom den i en stor sprøjtepose. Tegn 5 cirkler med forskellig diameter: 7, 8½, 9½, 11 og 12 cm på et stykke bagepapir. Er det besværligt med cirkler, kan du i stedet tegne 5 streger med længderne 22, 26, 30, 34 og 38 cm.
- Sprøjt kransekagemassen ud i lange pølser.
- Rul pølserne lidt i hånden, og læg dem på cirklerne på bagepapiret. Har du tegnet streger, skal du skære massen til, så den passer til længderne. Form herefter 5 cirkler.
- Pres kransekagerne lidt mellem to fingre, så de får en trekantet form, og bag dem i ovnen ved 220° i ca. 10 minutter, indtil de er gyldne. Køl dem af på en bagerist.
- Rør flormelis og vand sammen til en jævn glasur. Kom glasuren i en sprøjtepose, sprøjt den på kransekage-ringene, og lad dem tørre lidt.
- Sprøjt lidt glasur rundt på toppen af kransekage-ringene, og sæt dem oven på hinanden. Lad kagen tørre, og pynt den med nytårspynt. Anret kransekagen på et fad, og server med sød mousserende vin.