Sprøde bunde fyldt med blød og lækker solbærskum. En festlig lagkage, du f.eks. kan servere til sommerens mange fester.
Af Camilla Biesbjerg Markussen. Foto: Columbus Leth17.05.2025
6 personer
Bunde
3 æggehvider
100 g sukker
100 g flormelis
Solbærskum
1 blad husblas
200 g solbær (fra frost)
125 g sukker
1 spsk. citronsaft
2 spsk. vand
4 dl piskefløde
Til servering
50 g mørk chokolade
1 potte citronmelisse
Bunde
Pisk æggehviderne let stive. Tilsæt sukker lidt ad gangen under konstant piskning, til massen er fast. Vend flormelis i.
Tænd ovnen på 110° varmluft. Læg bagepapir på 2 bageplader, og smør marengsen ud i 3 cirkler på 18 cm i diameter, så de er ensartede og lige tykke. Bag bundene i ovnen i 1 time. Sluk for varmen, åbn ovnlågen, og lad bundene køle af i ovnen i 30 minutter. Tag dem ud, og lad dem køle helt af på en rist.
Solbærskum
Læg husblas i blød i koldt vand i 10 minutter. Kog solbær, sukker, citronsaft og vand i en gryde. Skru ned til middel varme, og lad det hele simre i 5-7 minutter. Hæld bærmassen igennem en si, og lad puréen dryppe ned i en skål.
Vrid husblassen fri for vand, og rør den ud i den varme puré. Afkøl puréen, og kassér resten af bærrene.
Pisk fløden til skum, og vend den sammen med den afkølede solbærpuré.
Servering
Læg marengsbundene sammen med solbærskummet og slut af med skum på toppen. Hak chokoladen groft, og drys den på toppen. Top med citronmelisse, og servér.