Rabarber er gode som kompot eller i en nem marmelade - og ikke mindst i en sprød tærte. Dæk blot tærtebunden med den søde vaniljecreme, læg rabarberstykker ovenpå, og kort tid efter kan du sætte forårets smukkeste tærte på bordet!
TIP: Tærtedejen skal ikke æltes for meget, så bliver den sej og blød i stedet for sprød og porøs. Du kan sagtens klare dig uden foodprocessor – så rører du bare smørret blødt og rører de øvrige ingredienser i ved håndkraft. Jo rødere rabarberstilke du bruger, jo smukkere bliver tærten i øvrigt.
Rabarbertærte med vaniljecreme
Tid: 35 minutter. Hviletid, dej: Mindst 30 minutter. Bagetid: I alt 28 minutter. Antal personer: 6
Det skal du bruge til rabarbertærte:
- 500 g rabarber
- 1-2 spsk. sukker
- evt. lidt usaltede pistacienødder
Tærtedej:
- 125 g blødt, usaltet smør
- 1 nip salt
- 75 g sukker
- 250 g hvedemel
- 1 æg
- en tærteform, ca. 20 cm i diameter
Smag også: De bedste hjemmelavede tebirkes
Vaniljecreme:
- 2 æggeblommer
- 3 spsk. sukker
- 2 spsk. majsstivelse (Maizena)
- korn af 1 vaniljestang
- 2½ dl mælk
Sådan laver du rabarbertærte
Tærtedej:
- Blend smør i en foodprocessor, til det er cremet. Tilsæt salt, sukker og mel, og blend til en grov rasp. Tilsæt æg, og blend igen.
- Saml dejen med hænderne, og pak den ind i husholdningsfilm. Læg den på køl i mindst 30 minutter.
- Tænd ovnen på 180°. Rul dejen ud i en cirkel med en kagerulle på et meldrysset bord. Læg dejen i en smurt tærteform, så den dækker formens bund og kanter.
- Prik tærtebunden med en gaffel. Riv brede strimler af alufolie, og tryk dem fast omkring kanten af tærteformen, så dejen ikke glider ned under bagningen. Bag tærtebunden i ovnen i 8 minutter. Lad den køle af, men lad ovnen være tændt.
Vaniljecreme:
- Pisk æggeblommer sammen med sukker og majsstivelse i en skål. Pisk vaniljekorn i. Bring mælken i kog. Hæld den kogende mælk i æggemassen, mens du pisker. Hæld cremen tilbage i gryden, og varm den op til kogepunktet, mens du pisker. Tag cremen af varmen, når den tykner. Afkøl.
- Fordel cremen på tærtebunden. Rens rabarber, skær dem i mindre stykker, og fordel dem på cremen. Drys med sukker, og bag tærten i ovnen ved 180° i ca. 20 minutter. Pynt evt. med pistacienødder.
Har du flere rabarber i haven? Prøv denne smagslækre rabarbersaft med ingefær: OPSKRIFT HER!