Sød og syrlig citronkage

En citronkage er altid et hit, fordi den på én gang er sød og syrlig, hvilket gør citronkagen dejligt frisk.
 

CITRONKAGE MED SUKKERLAGE

1 springform
6-8 personer

Citronkage

250 g blødt smør
3½ dl sukker
3 æg
3½ dl mælk
Skal af 1 økologisk citron
6 dl mel
1 tsk bagepulver

Sukkerlage
Saften af 1 citron
1 dl vand
1 dl sukker

Pynt
Citronskiver
Farvet sukker

Citroner er super sunde. Læs her, hvorfor du bliver stærk af at spise citroner

Sådan gør du
Citronkage: Tænd ovnen på 180°. Pisk smør og sukker sammen med en håndmikser, til det bliver hvidt og cremet. Pisk æggene i et ad gangen, og tilsæt mælken. Vask citronen, og riv skallen på den fine side af rivejernet. Bland revet citronskal, mel og bagepulver i dejen. Smør springformen, eller beklæd den indvendigt med bagepapir. Hæld dejen i springformen, og sæt den i en 180° varm ovn.

Bag din citronkage i cirka 45 minutter. Kig til kagen - læg et stykke alufolie over, hvis overfladen bliver for mørk. Prik i citronkagen med en kødnål eller gaffel - hænger der ikke dej fast, er kagen færdig. Afkøl den nybagte citronkage på en bagerist i formen. Åbn springformen, når kagen er afkølet. Sæt din citronkage på et fad. Prik huller i overfladen.

Sukkerlage: Pres citronen, og kog citronsaft, vand og sukker sammen i en gryde. Hæld lagen over kagen. Pynt den færdige citronkage med citronskiver og farvet sukker.

Server citronkage som en lækker kage til eftermiddagskaffen eller som dessert efter en god middag.

Server te til din citronkage. Te findes i mange forskellige variationer. Bliv klogere på den skønne drik her