Bolsjer er altid en succes! Og så er de faktisk ret sjovt at lave selv. Vi giver dig her en opskrift på bolsjer med kirsebærsmag, og så viser vi dig desuden, hvordan du let laver bolsjer trin for trin.
Vores bolsjer er kirsebærbolsjer, fordi de skal smage af jul. Men der er rigtig mange andre muligheder.
I Matas, helsekost- og netbutikker kan du købe mange forskellige slags aromaer. I hobbybutikker kan du også købe komplette kit til bolsjefremstilling – dvs. med aromaer, druesukker, sukkertermometer m.v. Det gør det hele lidt nemmere.
Se også: Vild med bolsjer og andre søde sager? Prøv disse kransekager med abrikos og nougat
Det skal du bruge til dine bolsjer med kirsebærsmag:
Bolsjemasse:
- Lidt smagsneutral olie
- 1½ dl vand
- 5 dl sukker
- 1½ dl druesukker
Desuden:
- 2 ml rød frugtfarve
- 1 tsk. citronsyre
- 3 ml kirsebæraroma
Redskaber:
- Silikonemåtte
- Sukkertermometer
- Evt. sprøjte, der måler i ml
- Spartel af plastik eller dejskraber
Prøv også: Flødekarameller i mikroovn
Se med i galleriet, hvor vi guider dig til at lave bolsjer trin for trin.
Sådan laver du bolsjer:
Bolsjer med kirsebærsmag


Smør silikonemåtten med lidt smagsneutral olie.


Bland vand, sukker og druesukker i en gryde, og kog bolsjemassen op til høj varme i ca. 5 minutter under låg. Rør herefter i massen hele tiden. Når massen når præcis 162°, tager du gryden af blusset.


Hæld massen ud på den smurte silikonemåtte, og hæld frugtfarve på.


Fordel farven ved at bruge plastikspartlen. Når farven er fordelt, tilsætter du citronsyre og kirsebæraroma – brug evt. en sprøjte til at måle præcist af. Ælt massen igennem med spartlen. Du kan også bruge silikonemåtten til at trykke og ælte massen med.


Hiv en stribe af bolsjemassen ud i den størrelse, du ønsker bolsjer i. Er massen for varm, kan du tage rene handsker på.


Klip bolsjerne på skiftevis den ene og den anden led. Sørg for, at de ikke rører hinanden, og læg dem på et stykke bagepapir. Når de er afkølet helt, lægger du dem i en lufttæt beholder. Vi har dog valgt at fylde et kræmmerhus til juletræet.
Bolsjer med kirsebærsmag
Læs også: DIY: Lav en sød papirengel