Konfekt

Trøfler med saltkaramel og ristet sesam

Fløjlsbløde trøfler med smag af saltkaramel og ristet sesam. Vi tør godt love, at de her trøfler giver klassikerne i konfektskålen kamp til stregen!
af Cecilie Svensson. 29.10.2021 Foto: Stine Christiansen.
Trøfler med saltkaramel
30 stk

Ingredienser

  • 225 g sukker
  • 2 dl piskefløde
  • 200 g mælkechokolade
  • 50 g mørk chokolade
  • 40 g smør
  • 1 tsk. flagesalt
  • 200 g sesamfrø

Sådan laver du trøfler med saltkaramel

  1. Smelt sukkeret på en pande ved middel varme. Der skal ikke røres, men panden kan forsigtigt svinges frem og tilbage for at fordele varmen så godt som muligt. Tag panden af varmen, når sukkeret er blevet til mørk, gylden karamel.
  2. Tilsæt piskefløden lidt ad gangen – vær forsigtig, da fløden bobler og sprøjter let. Sæt panden tilbage over varmen. Rør langsomt under opvarmning, til karamellen er ensartet, og fløden absorberet.
  3. Hak chokoladen. Tilsæt chokolade, og rør, indtil den er smeltet og inkorporeret i karamelmassen.
  4. Tilsæt smør og salt. Rør trøffelmassen glat, og fjern panden fra varmen.
  5. Hæld trøffelmassen i en skål. Sæt skålen på køl i mindst 3 timer, så trøffelmassen bliver fast.
  6. Tril massen til runde kugler. Sæt kuglerne i køleskabet, efterhånden som de rulles, så de holder formen.
  7. Rist sesamfrøene på en tør pande ved lav varme. Ryst panden, så frøene ristes jævnt. Køl sesamfrøene af, når de begynder at poppe og dufte let brændt.
  8. Rul trøflerne i sesamfrøene. Opbevar trøflerne på køl og i lag med bagepapir imellem.

 

TIP: Massen kan også rulles i finthakkede, ristede hasselnødder eller mandler.