
Peanutglaseret nudelsalat
Månedens kogebog er af Anh Lê, der har fortolket sin families vietnamesiske middagsfavoritter og samlet dem i bogen 'LêLês grønne køkken'.
Denne nudelsalat fra bogen er simpel og hurtig at lave, men smager fantastisk! Nudlerne kan uden problemer udskiftes med ris.
Det skal du bruge:
2 gulerødder
2 små majroer
½ sød ananas
150 g grønne bønner
6 champignon
10 g sød basilikum
8 spsk soja
1 spsk peanutbutter
2 dl vand
1 spsk sukker
½ tsk stødt sort peber
2 spsk neutral olie
300 g brede risnudler
1-2 spsk peanuts
Sådan gør du:
Gør grøntsagerne i stand. Skræl gulerødder, majroer og ananas. Skær gulerødder i stave, majroer og ananas i store tern, nip enderne af bønnerne, og skær champignon i halve. Hak basilikumbladene groft.
Rør soja, peanutbutter, vand, sukker og peber sammen, til sukkeret er opløst, og tilsæt derefter olie.
Kom alle grøntsagerne i en gryde med soja-peanutsaucen, og lad dem simre under låg i 25 minutter, rør af og til i gryden. Tag låget af, og lad grøntsagerne simre i yderligere 5 minutter, til væsken er fordampet og grøntsagerne er glaseret i soja-peanutsaucen.
Læg risnudlerne i koldt vand i 20 minutter. Bring en gryde med vand i kog, og kog nudlerne i ca. 10 sekunder. Hæld vandet fra, og skyl hurtigt nudlerne under den kolde hane. Lad dem dryppe godt af.
Fordel nudlerne i fire dybe tallerkener, anret grøntsagerne ovenpå, drys med sød basilikum, og server straks. 1-2 spsk peanuts, drysses over salaten til sidst, som pynt