Sådan er du sikret friske afgrøder vinteren igennem

Sådan er du sikret friske afgrøder vinteren igennem

I de kolde måneder kan du stadig få glæde af mange frugter og grøntsager fra haven, hvis de bliver høstet og opbevaret på den rigtige måde. Vi guider dig til friske afgrøder vinteren igennem.

Tirsdag, 30. januar 2018 - 13:25 - Af Dorte K. Rhode Nissen. Foto: Kira Brandt.

I gamle dage opbevarede man frugt og grøntsager i kolde loftsrum, spisekamre og kældre. Den slags rum er sjældne i dag, hvor hele boligen er opvarmet. Alligevel kan det sagtens lade sig gøre at få de møjsommeligt fremavlede grøntsager og frugter til at holde sig friske i lang tid. Du skal bare tænke langsigtet, når du dyrker, og huske at betragte din have som et forrådskammer.

Her får du vores tips til friske afgrøder gennem vinteren:

Se også: Sådan tester du, om dine frø er spiredygtige

Vælg vinterhårdføre sorter

Det er nemt og praktisk at opbevare frugt og grøntsager udendørs, og samtidig sikrer det optimal smag og kvalitet. Selv professionelle grøntsagsproducenter opbevarer kartofler og rodfrugter i jorden eller i kuler på marken om vinteren.

Nogle grøntsager klarer fint den danske vinter i bedet, hvor man simpelthen kan lade dem stå og høste efter behov. Hvis du vil høste grøntsager længst muligt om vinteren, er det vigtigt at vælge sorter, som er vinterhårdføre. Flere bladkål, fx grønkål, rosenkål og vinterporrer kan høstes fra køkkenhaven helt hen i april, hvis du har valgt de rigtige sorter.


 

Skab et forrådskammer uden frost

Har du mulighed for at lave et frostfrit rum i drivhuset, udestuen eller garagen, kan du også opbevare afgrøderne her. Denne løsning betyder, at herlighederne bliver lettere tilgængelige, uanset hvordan vejret er. Dog kan de miste lidt af smagen og sprødheden, som bedst bevares udendørs.

De fleste rodfrugter skal opbevares så køligt som muligt, men kartofler kræver en minimumstemperatur på 5°, så her er forrådskammeret oplagt.

Læs også: Må man spise mad med mug?

Dæk dem godt

En række grøntsager holder sig bedst på friland, hvis de dækkes med et godt, isolerende lag plantemateriale, fx halm, blade eller ålegræs fra stranden.

Laget af plantemateriale skal være omkring 20-30 cm tykt og kunne holdes på plads med fiberdug eller tyk plastik. Det organiske materiale vil falde lidt sammen i løbet af vinteren, hvor du om nødvendigt kan supplere med nyt materiale. I stedet for organisk plantemateriale kan du lægge en vintermåtte over, men først når der er frostgrader, ellers bliver der for tæt og varmt under måtten.

Vintergulerødder og persillerødder er grøntsager, der kan opbevares ude på denne måde. Andre rodfrugter som rødbede og selleri kan også vinterdækkes, men kræver et lidt tykkere lag vinterdækning. 

Hvis vinteren bliver meget kold, og temperaturen bevæger sig under -20°, vil rodfrugterne fryse.

Se også: 5 søde foderbrætter til haven

Oversigt over opbevaringsmuligheder for vintergrøntsager

Her kan du se, hvordan du bedst opbevarer dine vintergrøntsager, så du kan høste af dem så længe som muligt. 

Læs også: