Boliggalleri: Nyt liv i hippie-kollektivet
Der er højt til løftet i den 123 år gamle villa, som ligger centralt i Charlottenlund nord for København. Både bogstaveligt og i overført betydning.
Vicky Fogel overtog nemlig huset for et par år siden af en ældre mand, der var sidste medlem af et gammelt kollektiv, og hun har videreført ånden og den rummelige tilgang til livet i sin sofistikerede, farverige indretning.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
– Jeg føler mig hjemme, når der er personlighed, farver og 'højt til loftet' – forstået på den måde, at det ikke skal føles som at være på et museum. Vores motto er, at man ikke skal græde over spildt mælk, og at det bare er materielle ting, fortæller Vicky Fogel.
SE OGSÅ: Cirkusshow uden regler
Finurlige fund
Inspirationen fra kunstens verden udmønter sig i en indretning fyldt med mønstrede tapeter, farverige tæpper, kunst og vintagemøbler i både butikken og hjemmet.
Stilen i sidstnævnte er på trods af de mange farver stadig klassisk – både takket være de rammer, det gamle hus sætter, og takket være de møbelklasisskere, der er strøet ud over boligens rum.
Vicky Fogel bløder de klassiske elementer op med mere personlige og finurlige fund. Og selvom Vicky Fogel ikke har en forkromet indretningsplan, virker boligen alligevel helstøbt.
– Jeg vælger ud fra min første intuition, og på en eller anden måde ender det hele med at gå op i en højere enhed.
Boliggalleri: Nyt liv i hippie-kollektivet
Her bor: Vicky Fogel med sine to børn, Sylvester og Leah Maria.
Bolig: Villa fra 1896 på 210 m² i Charlottenlund.
Stil: Trendy boheme
De støvede grågrønne vægge giver stuen en rolig stemning. PH-lampen på bordet er en gave fra Vicky Fogels mor, og kobberfiguren er en gave fra hendes far.
Vicky Fogel har samlet de mange Stoff Nagel-stager på spisebordet over mange år. Lysestagen blev designet af Werner Stoff for Hans Nagel i 1965, men allerede små 20 år før lagde familien Nagel kimen til den. Spisebordsstolene er Wegners Y-stole, der produceres af Carl Hansen & Søn.
Et lavt konsolbord fungerer godt til udstilling af keramik og figurer, samtidig med at pladsen under bordet kan udnyttes til opbevaring af bøger eller magasiner. Flisebordet, som Vicky Fogel selv forhandler i Leah Maria, er fra Ikon København, og oliemaleriet er lavet af Fie Norsker.
Det grønne marmorbord er en gave. Skabet er designet af Wegner og købt brugt, mens keramikfiguren i vindueskarmen er lavet af Fie Norsker.
Et sofabord med et let udtryk giver balance i en dagligstue med en stor, dominerende sofa. Glasbordet er vintage fra 1970'erne, og sofaen er fra Eilersen. Puderne er fra Aiayu, og lampen i hjørnet er en italiensk Murano-glaslampe.
SE OGSÅ: Vintagehjem i den svenske skov
Med et bambusgardin er det nemt at skærme lidt af for folk udenfor, samtidig med at lyset stadig har mulighed for at strømme ind. Køkkenet er et gammelt snedkerkøkken, som Vicky Fogel har beholdt i samme farve, som det stod i, da hun flyttede ind.
Neutrale vægge giver køkkenets skakternede gulv lov til at være i fokus. Lampen over spisekrogen er en PH, og omkring bordet står Arne Jacobsens 7’er-stol, der forhandles hos Fritz Hansen.
Du behøver ikke at vælge mellem tapetserede og farvede flader – de to ting kan sagtens kombineres, hvis du tænker loftet med ind i indretningen.
Tapet kan ændre et rum markant, og William Morris-tapetet her gør sammen med det store gamle skab nærmest stemningen i påklædningsrummet magisk. Lampen i vindueskarmen er et vintagekøb, og lampeskærmen er lavet af William Morris-stof.
Et natbord i samme farve som væggene gør soveværelset til et helt roligt helle.
Lad badeværelsets hvide fliser komme i fokus ved at male væggene i en anden farve – fx sart lyserøde som her. Metrofliserne er købt hos Aquadomo i Hellerup.
Blomster på badeværelset er med til at gøre rummet hyggeligt, og med et par tørrede af slagsen slipper du for at tænke over pasningen. Protea er et eksempel på en blomst, der egner sig fint til formålet.
SE OGSÅ: Fra skole til billedkunstnerhjem