Lejlighed

Boligreportage: Moderne herskabslejlighed med en gammel sjæl

AF: Foto, tekst og styling af Julie Wittrup og Mikkel Dahlstrøm/Another Studio
17.11.2020
Kom indenfor hos Helene og Mads Houe, der har den skønneste minimalistiske herskabslejlighed i Aalborg. Se hele boligen herunder!

Bøger fra gulv til loft er snart et særsyn i moderne hjem. Hos Helene og Mads Houe er bogreolen derimod en central del af indretningen i parrets lejlighed i Aalborg, der ellers er indrettet minimalistisk ud fra en tanke om, at hjemmet skal give ro.

Hvis hun skal beskrive sig selv, er det med ord som gammel sjæl, der har det bedst, når der er ro og harmoni omkring hende. Og det bærer herskabslejligheden i Aalborg også præg af. Her har Helene Houe og hendes mand, Mads, indrettet sig i en minimalistisk, nordisk stil, hvor der er god luft om designmøblerne, og interiøret er diskret.

– Hjemme hos os har vi det bare bedst i afdæmpede, varme og rolige farver. Vores hverdage er sjældent ens, og det betyder derfor meget for os, at vores hjem er et sted, hvor vi kan læne os tilbage og trække stikket, så snart vi er kommet ind ad døren. Derfor kan jeg med sikkerhed sige, at man ikke kommer til at se stærke farver i vores hjem, siger Helene Houe.

Den gamle sjæl

Den gamle sjæl kan måske tolkes ind i parrets spisestue, der modsat mange andre hjem, hvor de bare vægge dominerer, er indrettet med en bogreol fra gulv til loft og væg til væg. Her opbevares parrets mange bøger og nips. Og så fulgte den ikke med lejligheden, men er et aktivt valg fra parrets side.

– Bogreolen er noget af det bedste, vi har bragt til lejligheden. Den forener vores stuer, og så bliver jeg bare glad helt ned i maven, når jeg betragter den og alle de smukke historier og pyntegenstande, som kan stå udstillet i den, siger Helene Houe.

I reolen gemmer der sig ud over bøger især en enkelt genstand, som Helene Houe dyrker i mange forskellige materialer, former og farver.

– Jeg kan vist ikke komme udenom, at jeg har en svaghed for vaser. Jeg kan næsten ikke tage på en bytur uden at have en vase med hjem. Hver gang jeg ser en smuk vase, ser jeg allerede for mig, hvor den skal stå i vores hjem, og hvilke blomster der vil passe ned i den. Jeg kan simpelt hen ikke få for mange af dem. De findes jo i så mange former, størrelser og materialer. Hvis de ikke bliver brugt til blomster, så pynter de også fint for sig selv i reolen.

SE OGSÅ: Klassisk herskabelige patriciervilla fra 1902 i Kongekvarteret på Frederiksberg

Boligreportage: Moderne herskabslejlighed med en gammel sjæl

Hvem: Helene Houe, 30 år, boligstylist, og Mads Houe, 26 år, musiker.
Hvad: Herskabslejlighed på 100 m² i Aalborg.

Klassiske møbler kan løfte en indretning, og når først de har fået ikonstatus som den formbøjede wienerstol designet af Michael Thonet i 1800-tallet, kan de sættes sammen med det meste. Loftslampen er fra Flos, spisebordet er et svensk langbord fundet på DBA, stolene omkring er fra Ton, og dugen i hør er fra H&M Home.

Hvis du vil udstille bøger og nips i hele en vægs størrelse, hjælper du et roligere udtryk med på vejen ved at holde dig til få farver. Reolen her er bygget op af 10 Billy-reoler fra Ikea, som er forhøjet med forhøjningsreoler fra samme serie for at give reolen et udtryk af at gå fra væg til væg og gulv til loft.

Grå og terrakotta går igen i hjemmet, der har fokus på designfund.

Standerlampen er fra Akari hos Paustian, sofaen er fra Hay, og tæppet er fra Jotex. Sofabordet er fundet på et loppemarked ligesom den brune tekande. Terrakottaskålen er fra Skagerak.

Skabe fra gulv til loft kan være bombastiske, men låger holder rodet gemt væk. Et halvt skab er en god løsning, og så er der plads til at udstille ting ovenpå. Rispapirlampen er af Akari hos Paustian. Wassily-loungestolen designet af Marcel Breuer er fundet på DBA.

Kan du ikke skjule dem, så fremhæv dem i stedet, lyder et råd inden for indretning om ting i hjemmet, der stikker ud. Den gamle radiator fungerer her som et grafisk element holdt i hvid mod den farvede væg. Væggene i rummet er malet i en varm grå fra Jotun.

Hvis du ønsker at blande mange forskellige materialer og stilarter i hjemmet, er det en god idé at lade de samme farver gå igen i rummene. Her er det især grå, bordeaux og lys beige foruden sort, som er gennemgående på møbler og interiør. Højttaleren er fra B&O, kurven fra Søstrene Grene, og den store urtepotte fra Skagerak.

Et rum kommer til at se højere ud, hvis du hænger gulvlange gardiner helt op til loftet. Skrivebordet er et loppefund, og stolen, Tubular Steel S34 designet af Mart Stams, er fra Thonet. Loftslampen er en Italiensk Cocoon-lampe købt via Thevillacph på Instagram.

Den grå vægfarve fra stuen går igen i soveværelset. Ønsker du at bløde en kølige nuance op, kan du som her indrette med mange forskellige materialer, hvor skabet af rattan er fra Ikea, loftlampen fra OiSoiOi er lavet af silke, og sengetæppet fra Hay er af letkrøllet bomuld. Tørrede blomster og store krukker er med til at give stemning.

Mere inspiration?

I lejligheden på Østerbro i København holder de fast i historien, samtidig med at den enkle, nærmest spartanske indretning giver plads til nutiden og hverdagen for familien på fire. Kom med indenfor her!

Sponsoreret indhold