boligreportage_ejer_af_moebe_nicholas-oldroyds_mette_fast
Lejlighed

Mette og Nicholas har renoveret en gammel Nørrebro-lejlighed, hvor ALLE skæve hjørner er udnyttet til fulde

af Camilla Tange Peylecke. Redigeret til web. Foto: Peter Kragballe 20.01.2022
På indre Nørrebro har arkitektparret Mette og Nicholas gentænkt en gammel københavnerlejlighed for at skabe plads til deres lille familie og indrettet den med skattede arvestykker, hjemmelavede møbler og kunst lavet af venner og bekendte.

En lille, hyggelig sidegade på Nørrebro lægger ramme til arkitektparret Mette Fast og Nicholas Oldroyds liv med deres søn på halvandet år. Parret mødte hinanden på arkitektuddannelsen og fik brug for alt, hvad de havde lært, da de besluttede sig for at flytte til København. Med en baby på vej købte de to nabolejligheder og lagde planer for sammenlægningen. Begge vidste med det samme, at de gerne ville ændre på rumfordelingen og fællesarealernes indretning.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

− Det har været væsentligt for os at udnytte alle lejlighedens skæve hjørner og skabe en rumlig oplevelse af en sammenhængende lejlighed, forklarer Nicholas.

Husets hjerte

Det har resulteret i et stort, samlende køkken-alrum, hvorfra der er adgang til både stue, altan, to mindre værelser og et bryggers. Som centrum for det hele er køkkenalrummet hurtigt endt med at blive parrets yndlingsrum.

– Det er primært her, vi bruger tid sammen. Både i hverdagen, og når vi er sammen med venner. Her er plads til, at børnene kan køre på scooter, og de voksne kan drikke rødvin samtidig, fortæller Mette.

Til daglig er Mette ansat hos et arkitektfirma, og Nicholas er medstifter af designvirksomheden Moebe. Selv om karrieren har båret dem i forskellige retninger, går de begge op i bæredygtighed. Parret valgte at reparere lejlighedens gamle plankegulv, på trods af at det ville have været langt billigere bare at lægge nyt gulv.

− Når man arbejder i designbranchen, føles det næsten grænseoverskridende at være imod “smid-ud-og-køb-nyt”-kulturen. Vi mener begge, at det er vigtigt, at man tænker sig grundigt om, inden man køber nyt eller renoverer, for den sags skyld, siger Nicholas. Selv om det oprindelige gulv har taget lang tid at gøre i stand, var det indsatsen værd, mener parret.

− Vi ønskede at bevare mest muligt af lejlighedens karakter og samtidig sørge for, at nye materialer havde samme høje niveau af integritet og sanselighed, fortæller Nicholas.

Galleri på hylden

Også når det gælder møbleringen har de to arkitekter haft fokus på bæredygtighed og fleksibilitet. Nicholas fortæller, at ambitionen omkring hans designvirksomhed har været langtidsholdbare og genanvendelige produkter, og flere af dem har fundet plads i parrets lejlighed. Som supplement til alle de indbyggede elementer, der ikke sådan lige er til at rykke rundt på, har parret tilføjet gallerihylder og reoler fra Moebe.

− Her er der fuld fleksibilitet, og vi kan nemt flytte rundt på kunst og hylder, efterhånden som vores behov ændrer sig, slutter parret.

Boligreportage: Nicholas Oldroyd og Mette Fast' renoverede Nørrebro-lejlighed

bolig_reportage_nicholas-oldroyds_mette_fast

Hvem?

Arkitektparret Mette Fast og Nicholas Oldroyd, som er medstifter af Moebe Design Studio, samt deres søn Vincent på 1,5 år.

Hvad?

Sammenslået lejlighed på 105 m² på 2. sal på Nørrebro i København.

stuer_en_suite_nicholas-oldroyd

Q&A

Hvad findes ikke i jeres hjem?

Hvide vægge. Vi arbejder bevidst med nuancer, der komplementerer hinanden. Både hver for sig og sammen skal farverne skabe stemning i lejlighedens rum.

Hvilke farver er ikke tilladt hos jer?

Alle farver kan noget, men umiddelbart er limegrøn langt nede på listen.

Hvad står øverst på indkøbslisten?

Mette er stadig på jagt efter den perfekte tekande. Men vi har faktisk ikke købt særlig meget nyt til vores hjem. Når vi endelig køber nyt, forsøger vi at tænke langsigtet og gå efter det tidløse frem for trends.

Hvor ville I gerne bo, hvis ikke her?

Gerne lidt mere simpelt og med naturen tættere på – måske på en bjergside i Andalusien?

Hvilken drink serverer I for gæster?

Der er altid gin og tonic i køleskabet, til hvis der skulle komme gæster forbi.

koekken-med-blaa-doer-traebord-og-folkestole_nicholas-oldroyd

Spisebordet har fulgt Mette og Nicholas igennem tiden. Mette købte det gamle ovale egetræsbord i en genbrugsbutik, da hun boede på et lille kollegieværelse. Fordi det har hollandsk udtræk og kan forlænges, passede bordet også i deres næste lejlighed, da de flyttede sammen. Den blå dør giver modspil til det varme træ og modvirker, at udtrykket bliver gammeldags. Over spisebordet hænger to Radiohus-lamper.

koekken_lyseblaa_bagdoer_nicholas-oldroyds

Køkkenelementerne er beklædt med fronter af HDF, der er en særligt hårdfør træplade. Køkkenet er desuden skræddersyet, så fronterne går helt op til loftet. På den måde får man optimal udnyttelse af dyrebare kvadratmeter, mener Nicholas og Mette, som samtidig slipper for at tørre støv af overskabene. De har desuden valgt en bordplade i massivt stål, der er ekstra hårdfør og modstår direkte varme.

spisestue_billedvaeg_moebe_traebord_nicholas-oldroyd

Spisebordet er et loppefund, der har fået en praktisk opgradering med en marmorplade, som er skåret til hos en stenhugger og indsat i bordpladen. Marmoret giver modspil til egetræet og fungerer samtidig som en indbygget bordskåner.

spisestue_billedvaeg_moebe_nicholas-oldroyd

De smalle gallerihylder fra Moebe er oplagte til dig, som kan lide at skifte din kunst ud med jævne mellemrum. Skift mellem små og store billeder, på den måde ændrer rummets udtryk sig hele tiden.

bolig_reportage_nicholas-oldroyds_mette_fast.entre

I entréen har parret valgt en støvet rosa og ellers holdt det helt enkelt, hvilket passer godt til døren med det simple greb. Et spejl er næsten altid smart til at få mere rumfornemmelse.

altan_nicholas-oldroyd

Fra køkkenalrummet er der udgang til en altan, som er indrettet med masser af planter og blomster.

stue_wegnerch25_roed_laedersofa_violinfigen

Intet rum er for småt til en kæmpe rispapirslampe, og et stort gulvtæppe er med til at indkapsle den intime stemning.

stue_indbygget_reol_wegnerch25_nicholas-oldroyd

Det kan godt betale sig at få reolerne specialbygget, så de passer til en endevæg som denne, hvor bøger og kunst fra gulv til loft fremstår som en samlet baggrund.

sovevaerelse_graa_gardiner_og_vaegge_nicholas-oldroyd

Rolige gråtoner på væggene gør soveværelset til et afslappende sted at opholde sig. For at minimere rod har parret valgt et sæt store opbevaringskasser fra Moebe, så alt det, der forstyrrer øjet, kan gemmes væk.

boernebaerelse_naturlige_farver_nicholas-oldroyds

Parrets 1-årige søn, Vincent, har sit eget værelse, som blandt andet er indrettet med Povl Kjers rokkefår og en vintage Ole Lukøje-lampe.