Dorte boligreportage
Lejlighed

Dorte gav slip på enkelt og praktisk, slap farverne løs og skabte et unikt hjem med arvestykker og loppefund

Mandag, 17. januar 2022 - 9:57 – af Lene Lykke Hovmand. Redigeret til web. Styling Gitte Christensen. Foto Stine Christiansen 11.04.2024
Engang var alle Dortes vægge hvide, men da forstadsvillaen blev byttet ud med en bylejlighed, kom der farve på tilværelsen. Nu er Dortes hjem nemlig præget af farver på både vægge og interiør, der sammen med møbelklassikere, arvestykker og loppefund skaber et unikt og personligt hjem.

Der har ikke altid været mange farver i Dorte Hannibals hjem. Før hun og hendes mand, Kolja, købte lejligheden i den gamle Aarhus-bydel Frederiksbjerg for to år siden, boede de i en stor villa i forstæderne. Her var alle vægge hvide.

– Jeg er den farveglade, og min mand, som er arkitekt, er lidt mere farvestilfærdig. Men vi havde begge lyst til at lege med nogle farver, og det var overskueligt i en lejlighed, fortæller Dorte.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Parret brugte en del tid på at udvælge de farver, der skulle præge boligen. Med hjælp fra den danske designvirksomhed File Under Pop Studio valgte de en palet af matte farver til lejlighedens vægge og træværk – og mørkerøde fliser i køkkenet. Sidstnævnte krævede lidt overtalelse, før Dorte blev tryg ved beslutningen. Men da farveproppen først var sprunget, var det svært at holde igen. Køkkenskabene blev blå, og væggene malet i farven Pink Champagne.

Arven fra savværket

I lejlighedens to stuer en suite er farverne dog mere afdæmpede for at give spillerum til møbelklassikere og arvestykker i træ. Dorte og hendes mand kommer begge fra hjem med mange klassiske møbler, og hver især har arvestykker med sig, der rummer en særlig historie.

– Jeg kan godt lide at omgive mig med smukke ting, men alt behøver ikke at være spritnyt eller et bestemt mærke. Tingene skal komplementere hinanden og skabe en behagelig stemning, fortæller Dorte.

Hendes mands familie har ejet et savværk, og Kolja har selv bygget radiatorskjulere til alle rum. Arven fra savværket kommer også til udtryk i den mindste af stuerne, hvor han har snedkereret en briks, der også fungerer som gæsteseng, og på datterens værelse står en seng bygget efter hans fars design. De hjemmebyggede elementer er noget af det, som Dorte sætter allermest pris på.

Jeg har brug for, at vores hjem er et helle. Vi har begge en travl hverdag, som vi er meget glade for, men når vi kommer hjem, så skal her være behageligt at være, så vi kan slappe af og blive ladet op, siger hun og uddyber:

− Både æstetik og funktion tæller, men det må ikke blive alt for enkelt og praktisk. Der skal også være plads til lidt nips og stemning.

Boligreportage: På besøg hos Dorte Hannibal, hvor farver, arvestykker og hjemmebyg skaber en unik, hjemlig stemning

Dorte Hannibal i sit farverige, personlige hjem

Hvem:

Dorte Hannibal, partner i tøjmærket SALONSALON, hendes mand, Kolja Nielsen, og datteren Smilla på 16 år.

Hvad:

Lejlighed på 110 m² i Aarhus-bydelen Frederiksbjerg.

Farvespil i samme nuancer mellem to stuer

Q &

Hvad er din favoritbutik til interiør?

I Aarhus må det være Nørr & Leo og Les Coulisses.

Hvor ville du bo, hvis ikke her?

Et sted med havudsigt.

Hvad har renoveringen lært dig?

At ting tager tid.

Ferie i Danmark eller udlandet?

Udlandet. Det græske øhav har i flere år været hele familiens foretrukne sommerferierejsemål. Her står tiden lidt stille, og det er meget kontrastfyldt til vores hverdagsliv.

Farverigt køkken med blå fronter, røde fliser og lyserøde vægge

Lyserøde vægge og blå køkkenskabe fremhæver hinanden. File Under Pop har fundet den lyserøde farve, Pink Champagne, og køkkenmodulerne fra Ikea har fået nye fronter fra &SHUFL. Bordpladens kølige blå farve står i smuk kontrast til de vinrøde fliser. Dorte havde egentlig forestillet sig rosa klinker over køkkenbordet, men hun lod sig overtale, og det er hun glad for i dag.

– Jeg syntes, den røde farve på klinkerne var heftig, men farven gør noget godt for det samlede udtryk, siger hun.

TIP: I stedet for at installere et helt nyt køkken kan du nøjes med at udskifte fronterne. Det er både mere bæredygtigt og budgetvenligt, og stilen fremstår personlig fremfor masseproduceret. Flere danske firmaer specialiserer sig i nye, skræddersyede fronter til standardkøkkener fra Ikea o.l.

Skab med indbygget sideplads ad IKEA-moduler

Køkkenet er samlingsplads i Dorte og Koljas hjem, og IKEA-modulerne er monteret, så der opstår en ekstra siddeplads. Et par puder indbyder til hygge, den forreste er fra Les Coulisses, og den bagerste har parrets datter, Smilla, syet. Spisebordet er fra Please Wait to be Seated.

Lyserødt gangareal med sort linoleumsgulv

Fra køkkenet er der åben forbindelse til gangen, der er holdt i en sorthvid farveskala med samme sorte linoleumsgulv som i køkkenet. Valget faldt på linoleum, fordi det er lækkert at gå på og nemt kan tørres over, forklarer Dorte. Farverne udnyttes til fulde i gangen, hvor de lyserøde vægge og de kulørte detaljer i VPGlobe-lampen spilles ud mod hinanden.

Stue i afdæmpede farver

Indretningen i stuen må ikke blive for kompakt, mener Dorte. Endevæggen er malet i farven Blue Smoke som baggrund for en billedvæg, hvor billederne hænger med god afstand imellem for at understrege det luftige indtryk. Gulvtæppet er fra Beni Ouarain.

Stue med stor bogreol

De høje bogreoler i parrets hjem er ikke kun til pynt. Bøger fylder meget i Dortes liv – og indretning. Standerlampen fra Arne Jacobsen gør det ud for en læselampe, og over Corbusier-sofaen hænger et stykke tekstilkunst i uld, knyttet af Dortes svigerinde, kunstneren Rebekka Nielsen.

Stuer i sarte nuancer og designklassikere

Fra stuen er der et kig ind mellem de grågrønne fløjdøre til en mindre stue, der er malet i samme sarte farve, A touch of Grey, for at samle rummet og skabe hygge. Spisebordet er fra Eberhart Furniture med Wegners Y-stole omkring og en Radiohus-pendel fra Louis Poulsen.

Stue i grønne farver med rød Fritz Hansen stol

Det grønne vitrineskab er et arvestykke, som Dorte ikke vil skille sig af med. Det får modspil af en knaldrød stol fra Fritz Hansen. En oversize rispapirlampe har en skulpturel effekt i det lille rum.

Messingstage og sød vase

Arvestykker og nøje udvalgte loppefund bruges som små stemningsspredere. Messingstagen og den lille vase har Dorte arvet fra sine forældre.

Soveværelse med stort endeskab og rolige nuancer

I soveværelset har parret reserveret en hel endevæg til skabe. Udover ekstra opbevaringsplads tilfører det også rummet et roligt og sammenhængende udtryk. Den store rispapirlampe bliver et dekorativt indslag mod en ensfarvet baggrund.

Sengeramme med gavl og integreret natbord

En sengeramme med gavl og integreret natbord skaber et enkelt og overkommeligt udtryk. Denne stammer fra Dortes barndomshjem, og hun tilføjer farve og blødhed til det ensartede look med et sengetæppe fra Helle Skaarup Studio.

Soveværelse i lyserøde nuancer

Datteren Smillas værelse er malet i farven Nude fra File Under Pop, som sammen med de transparente grå gardiner og lyse træmøbler indhyller rummet i en blød og poetisk stemning. Også vindueskarmen og radiatorskjuleren er malet i samme farve. Skrivebordet er en gave, og den polstrede stol fra Søstrene Grene.