Kønne kranse og bedårende buketter
Efterårets lyng, brombær, dahlia, æbler, pyntekål og blade kan forenes til smukke dekorationer, der kan bringe nyt liv til din stue eller terrasse. Efterårets farver er så blikfangende, at de fortjener at bliver brugt. Her guider vi til kranse og smukke efterårsbuketter.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs også: Guide til roser i haven
Overdådig høstbuket
På billedet herover ser du en skøn og holdbar buket bundet med løs hånd af roser, lyng, hortensiaer, hybengrene, blade og bær fra haven. Brug hortensiablomster, der er grønne og læderagtige, så kan de holde længe afskårne i vand. Snebær, Symphoricarpos 'Magic Berry', har en yndig rosa farve. Lyng og sølvtråd er blot afklippede potteplanter. Køb potter, hvor planterne er så høje som muligt. Buketten er kantet med blade fra kamæleonbusk, Actinidia kolomikta − en plante, der er i familie med kiwi.
Læs også: 5 tips til en nem have
Krans af lyng
Efterårslyng, Caluna vulgaris, findes i et væld af sorter og farver fra ren hvid til mørk bordeaux. Planterne kan købes hele efteråret i supermarkeder og hos blomsterhandlere. En god kraftig potteplante er nok til en krans med en diameter på 20 centimeter.
- Klip planten af ved roden, og del lynggrenene i mindre stykker på 7-8 centimeter.
- Form en krans af ståltråd, og bind lyngen på med vindseltråd - sørg for, at lyngen vender samme vej og sidder helt tæt.
- Hæng kransen op, eller læg den på et rustikt fad.
- Lyngkransen kan fint tørre ind. For at øge holdbarheden kan du evt. spraye den med klar lak, når den er tør.
Læs også: De 10 smukkeste blomster i lilla
Enkel æble krans
Denne krans er meget nem at lave og alligevel utrolig dekorativ. Stik hul igennem 10-15 (afhængigt af hvor stor kransen skal være) små æbler og blade fra ægte laurbær med en syl eller en kraftig, spids blomsterpind. Træk skiftevis æbler og blade på hegnstråd, 2 mm tyk, bøj den til en krans, og sno enderne sammen. Læg kransen på et fad, eller hæng den op.
Læs også: 12 hyggekroge til din have